Der sker nogle gange, men ofte, faktisk meget af min tid går på at tænke. Tænke tænke tænke... hele tiden. Døgnets 24 timer, på lige nær der hvor ens hjerne sover, altså det punkt der hvor man sover så dybt, at det faktisk er det tætteste vi kommer på døden. Lidt uhyggeligt ikke? Det sker hver nat, at vi er så tæt på. Jeg burde hver morgen vågne op med et smil og sige "Yes! jeg klarede det!" Men det gør jeg af en eller anden årsag ikke. Ikke fordi det er en dårlig morgen eller noget, men man smiler jo ik, når man gerne vil sove bare fem minutter længere. Hvem smiler når vækkeuret ringer? (vækkeuret findes ikke længere, nu er den indbygget i mobilen). Gad godt at møde en person der smiler, hver gang alarmen ringer. Det må da være verdens lykkeligste person.
Danmark skulle være verdens lykkeligste land. Men det passer ikke, har jeg hørt. De er bare tilfredse.. "bare tilfredse" det lyder så ligeglad. Men hvis man er ligeglad, så er man vel også tilfreds med sin tilværelse?
Min egen tid går med at tænke, jeg ved ikke hvad jeg tænker på, man kan vel sige, at tankerne er klatter, vandfarve klatter, og de forsvinder lige så hurtigt som de kommer, heldigvis kan man vel sige, for ellers ville mit hoved være sprængt for længst.
Når man så går den tur der, med en masse tanker i hovedet, sker det ofte (især for mig) at ansigtet følger med tankerne. Kender i det? Den ene øjeblik ser ansigtet undrene ud, andre gange smiler det. Jeg har bare ikke lagt mærke til det hos andre. Kun hos mig selv. Folk ser for det meste alvorlige ud, det er utroligt så mange alvorlige mennesker der er i Danmark, på trods af, at det er verdens lykkeligste folk.
Tror jeg vil gå ud og efterforske folks ansigter, bare for nysgerrighedens skyld, og smile hvis kyllingen tør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar