Giv lidt plads

Det sker af og til, jeg tager mig sammen og tager ud på nye eventyr. Et eventyr der kræver stor mod. At tage ud og snakke med fremmede. En decemberdag sidste år blev jeg sat på en opgave. En spændende opgave. Men også farlig. Jeg skulle ud og snakke med hjemløse i Nuuk. Jeg vidste de havde et værested, og jeg fik lov til at komme og besøge dem.

Det var egentlig hyggeligt at besøge dem. Jeg havde igen nogle forventninger om hvordan det ville være at besøge dem.Jeg siger det ligeud, men jeg forventede at, de sikkert lugtede, og at, de  sikkert ikke ville snakke ordentligt med mig, det sikkert ville flyde med affald og skidt (jeg undskylder idag for de forventninger).  Jeg skyder skylden på et besøg i blok P´s kælder engang i starten af min uddannelse. Et genhusningssted for folk der var blevet udsat. Det er ikke et syn nogen bør se, intet menneske burde leve sådan et sted, men det er en helt anden historie.

Det var egentlig ret hyggeligt at besøge de hjemløses værested, de var egentlig ikke så farlige som jeg havde gået og troet. De overfaldt mig ikke, men det var da ligefør.

Jeg er ikke særlig høj, og muskler har jeg ikke mange af, jeg ville være hjælpeløs hvis der skulle ske mig noget. Manden der stod havde tilsyn med værestedet var heller ikke særlig høj, og han lignede ikke en der kunne forsvare mig hvis der skulle ske mig noget. Det gjorde der heldigvis ikke.

Jeg sad og snakkede med tre mænd, der var hjemløse. De fortalte mig hvor frustrerende det var, at gå rundt ikke at vide hvor man i nat skulle sove. En mand sagde at, når han ikke havde fået en plads i herberget, så gik han rundt i byen hele natten. Manden var rigtig flink. Han havde en uddannelse, men bare ikke nogen bolig. En anden mand, fortalte mig at han havde været hjemløs i 10 år, det var frustrerende.
"Når man nu ikke har en bolig, er man så ikke fristet til at begå en eller anden forbrydelse, og så få en dom og havne på anstalten, så man i det midste har et sted at sove?" spurgte jeg ham.
"Jo", svarede han hurtigt. "Jeg har ofte tænkt på at slå en ihjel, så kunne jeg få en seng, mad hverdag, og penge, skal jeg slå dig ihjel?"

Det svar havde jeg ikke lige regnet med. Jeg grinte bare af ham og sagde at man ikke måtte slå mig ihjel, men indeni rystede jeg.

Her gik jeg og ville hjælpe de hjemløse og så fik jeg sådan et svar, jeg var vel egentlig selv udenom det, jeg kunne bare ha ladt være med at spørge sådan.
På trods af det, ser mit hjerte stadig på de hjemløse. Jeg ville ønske jeg kunne give dem et hjem, et sted hvor de kunne sove i fred og ro, et varmt hjem, en dyne og en madras. Alle de ting jeg selv har i mit hjem.
Hver nat når jeg skal sove tænker jeg på de hjemløse, og jeg ved jeg har det godt. Når det regner udenfor, er jeg glad for, at jeg ikke skal vandre rundt hele natten for at finde et sted at sove.
Hvis jeg bestemte ville jeg skaffe de hjemløse et sted at sove, og nej det er ikke deres skyld de er hjemløse. Der er faktisk flere hjemløse i Nuuk der har en uddannelse og går på arbejde hverdag, det er bare så pokkers svært at finde en bolig i Nuuk. Jeg overvejede faktisk at tilbyde dem en opvarmet stor cykelkælder, hvis det nu skulle knibe, men det var jeg nu ikke sikker på jeg måtte. Et eller andet måtte der gøres, men hvordan?

Jeg forstår ikke hvordan politikerne kan sove om natten, i deres fede lejligheder, huse, med dejlige senge og dyner.