fredag den 17. juni 2011

Muuuh Grønland Muuuh

Hvis jeg skal i butikken og købe ind, vælger jeg som regel den nærmeste butik. Altså butikken der ligger nærmest, ikke den butik der ligger længst væk. Kald mig doven, men jeg orker altså ikke,at gå med en kæmpe pose, 1 km ekstra. Derfor vælger jeg den nærmeste butik. Nogle gange sparer jeg også penge ved ikke at købe en pose, for jeg kan bære det hjem. Det er vel også miljøvenligt, ikke at købe en pose, ik?

Nu tænker vi lige lidt større. Når et land som Grønland køber ind, vælger de ikke den nærmeste "butik".. næh de vælger den "butik" der ligger fire timer og flere kilometer væk. Det er da mere "miljøvenligt" at vælge "butikken" der ligger nærmest? Jeg tror vi bliver snydt, og vi har bare valgt at acceptere at sådan er det.

Det er så sjovt at stå i en butik og se grøntsagspriserne, en pose kartofler 3 kroner. Yes! Frisk mælk 7 kroner, frisk! Ikke langtidsholdbar.
Jeg kan heller ikke lade være med at beundre priserne på alkohol når jeg står og venter i betalingskøen i den nærmeste butik. De er så lave, at det er helt dejligt at se på. JA det er da ligefør det er en hel fest at gå i butikken, for hver gang bliver man overrasket.

Jeg ved godt det er umuligt at få sådanne priser i Grønland. Men kunne man ikke gøre et forsøg? Måske man skulle lave en indsamling, og så for den indsamling købe 72 køer, og fordele dem i hver by, og tadaaah så er der hjemmelavet mælk. I stedet for det der langtidsholdbare mælk. Give et par drenge et job som mælkeudbringere, og så får hvert et hus to flasker serveret foran døren hver morgen (altså for dem der gerne vil have mælk serveret udenfor døren), ligesom man ser i gamle danske film. Så mange er vi jo heller ikke i Grønland. Ej pyt, det skal også kontrolleres for alt muligt, hvorfor er alt så umuligt i Grønland?

Gad vide hvor mange køer der skal til for at give 56.000 mælk hver dag? I følge Arla´s hjemmeside producerer en ko 24 liter mælk om dagen. Så hvis hver by nu fik fire køer hver, ville der dagligt blive produceret 96 liter mælk. Hvis hver by fik fire køer hver ville der være brug for 72 køer. Hver dag ville der i Grønland blive produceret 1.728 liter mælk om dagen. Det burde da være nok? Så meget mælk drikker vi da heller ikke i Grønland, gør vi? En ko kan da godt overleve en grønlandsk sommer, vi har det da varmt, når det er sommer. Når det er vinter, kan vi bare lave et hus med varme, så har de det vel godt. For at de fire køer i hver by kan holde på varmen, skaffer vi også lige nogle høns plus en hane, og så har vi også æg. Men det skal jo også kontrolleres for alt muligt. Det er som at ro i en romaskine, man ror og ror, men kommer ingen vegne.


Men pyt, vi er tilfredse og glade alligevel. Accept af tingenes tilstand er noget der ligger i vores gener, vi er mestre i det. Hvis der blev afholdt OL i accept ville Grønland med stolthed nå førstepladsen. Ej, det var også ondt sagt, men det er da lidt rigtigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar