Det er værre end spøgelser!
Hvis man altså er nogle af dem der tror på spøgelser. Men jeg er nu nået den konklusion at kryb er værre end spøgelser.
I nat måtte jeg op og pudse min tilstoppede næse og på vej over til køkkenrullen mødte jeg den! Krybet! En edderkop.
Totalt lykkelig over at være flyttet fra et lille værelse på tredje sal skulle vi i nat sove i vores nye lejlighed, en lejlighed hvor man slipper for at gå op ad adskillige trapper. I nat lå jeg og spekulerede på om der egentlig var spøgelser i vores nye lejlighed, man ved jo aldrig. Så jeg lå opmærksomt og lyttede til fremmede lyde. Der var intet, heldigvis!
Men efter et stykke tid med tilstoppet næse besluttede jeg mig at stå op og lette min næse. Jeg var ikke så tryg ved at skulle op, det kunne jo være jeg mødte et spøgelse på vejen. Efter et stykke tid havde jeg samlet nok mod til at stå op. Det var sikkert og der var ingen underlige lyde, der måske lige skulle forklares først.
På vej hen til køkkenrullen mødte jeg så det der var værre, en edderkop, med tykke ben (dem med tykke ben er værre end dem med lange tynde ben synes jeg) Nøj hvor kravlede den hurtigt over gulvet. Puuha, jeg begyndte at lede efter noget der var langt nok til at jeg kunne slå den ihjel. Jeg overvejede at finde et glas som jeg kunne ligge over den. Men så tænkte jeg at den nok ville stikke af alligevel.
Nå, det eneste der var langt nok var køkkenrulleholderen, der har en rund ståfod, så kunne jeg mase den ihjel, og jeg ville være langt nok væk fra den. Langsom prøvede jeg at jagte den. Og så begyndte den sgu at kravle op af væggen!! AAD Hvis den kan kravle op af væggen kan den også kravle op i sengen. Og så begyndte tankerne at rulle. Kom i tanke om at jeg havde hørt at et menneske sluger 8 kryb i løbet af et år. Puuha ned med den, og så blev den mast, og der blev godt og grundigt mast. Den her edderkop skulle ikke kravle op i min seng. Mine knæ rystede og musklerne omkring knæet blev til gelé og jeg kunne ikke røre mig ud.
Pyt med om edderkopper i ens hjem betyder lykke. Der er forresten en edderkop oppe i hjørnet i soveværelset. Den har ikke rørt sig ud af stedet siden vi flyttede ind. Så der må den godt være. Bare den ikke kravler ind i min mund, øre eller næse mens jeg sover.
Grin bare, men jeg overvejer at købe et myggenet som jeg kan sætte op så der ikke kommer kryb ind i min mund, øre eller næse mens jeg sover.
Hvad er værst, spøgelser eller kryb?
torsdag den 30. juni 2011
torsdag den 23. juni 2011
Med to fødder går verden
Jeg har fra i dag af besluttet mig for at vise maraton-løbere en kæmpe respekt. De løber 42 km for at nå i mål, målet er en snor, der lige bliver "cuttet" midtover når man løber igennem. Hold da op! Og de løber de 42 km, de går ikke. Respekt, men egentlig også lidt fjollet. Hvis jeg fik en million skulle jeg nok løbe 42 km, men ellers ikke.
I aften er det Sankt-Hans. Og det vil jeg da ikke gå glip af. Jeg skal se heksen blive brændt af yeeeeh. Derfor kiggede jeg på det der kort man har i sin Iphone, for at finde den nærmeste strand. Hvis man har en strand så sender man også heksen afsted på Sankt-Hans, det går jeg ud fra.
På mobilen står der, at den nærmeste strand ligger 6 km væk, og det vil ca. tage en time at gå. 6 km er da ikke ret meget, den klarer vi da nemt.
Frisk tager jeg min kæreste under armen og begynder på den 6 km korte tur for at se heksen blive brændt af. Vi går og vi går. Det går da meget godt, indtil jeg lige skal tjekke kortet og se om vi går den rigtige vej. Og så er vi ikke engang nået halvvejs.
Pyt, skidt med det. Jeg skal ned til stranden, sidde på fint hvidt sand, og se de blå bølger. Åååhj jeg glæder mig!
Jeg synes ikke vi kommer nogen vegne og mine fødder er så småt begyndt at gøre ondt, jeg overvejer faktisk at vende om, men nej, jeg skal se havet, sandet og heksen. På vejen møder jeg, og kun mig, flere flyvende dyr. Beeezzz lige ind mod mine øjne, godt man er hurtig. På et tidspunkt er der er vissent blad i mit hår, så der smider jeg lige væk hurtigt, så er det er hveps eller en flue med gule fartstriber. Det resulterer i at jeg nu ikke tør røre mit hår.
Endelig er der måger i sigte. Så må vi være tæt på. Men der er stadig lang vej, og nu skal i bare læse. Strandvejen, woow strandvejen. Frem kommer køer og grønt græs, det ser jo helt idyllisk ud, nu venter bølgen blå. Men først lige et skilt med hvad tid Sankt-Hans bålet begynder (sådan noget tjekker man ikke før man går) klokken er halv fire og Sankt-Hans bålet starter klokken halv ni. Smart! 6 km gåtur og så skal man vente i flere timer, nu er det op til stranden om vi har lyst til at sidde der et par timer.
Strand! Strand?? En strand er hvidt sand og blå bølger.
Der var ingen strand. Intet hvidt sand, ingen bølger blå. Brunt smattet ler-lignende sand, og brunt hav, det så ikke engang særlig dybt ud. Det blev til ca. et kvarter på en bænk i blæsevejr. Og 6 km lang tilbagevej. Øv! Nu har jeg gået mere end 12 km, og jeg klager, men maraton løbere løber 42 km. Jeg er en kylling...
I aften er det Sankt-Hans. Og det vil jeg da ikke gå glip af. Jeg skal se heksen blive brændt af yeeeeh. Derfor kiggede jeg på det der kort man har i sin Iphone, for at finde den nærmeste strand. Hvis man har en strand så sender man også heksen afsted på Sankt-Hans, det går jeg ud fra.
På mobilen står der, at den nærmeste strand ligger 6 km væk, og det vil ca. tage en time at gå. 6 km er da ikke ret meget, den klarer vi da nemt.
Frisk tager jeg min kæreste under armen og begynder på den 6 km korte tur for at se heksen blive brændt af. Vi går og vi går. Det går da meget godt, indtil jeg lige skal tjekke kortet og se om vi går den rigtige vej. Og så er vi ikke engang nået halvvejs.
Pyt, skidt med det. Jeg skal ned til stranden, sidde på fint hvidt sand, og se de blå bølger. Åååhj jeg glæder mig!
Jeg synes ikke vi kommer nogen vegne og mine fødder er så småt begyndt at gøre ondt, jeg overvejer faktisk at vende om, men nej, jeg skal se havet, sandet og heksen. På vejen møder jeg, og kun mig, flere flyvende dyr. Beeezzz lige ind mod mine øjne, godt man er hurtig. På et tidspunkt er der er vissent blad i mit hår, så der smider jeg lige væk hurtigt, så er det er hveps eller en flue med gule fartstriber. Det resulterer i at jeg nu ikke tør røre mit hår.
Endelig er der måger i sigte. Så må vi være tæt på. Men der er stadig lang vej, og nu skal i bare læse. Strandvejen, woow strandvejen. Frem kommer køer og grønt græs, det ser jo helt idyllisk ud, nu venter bølgen blå. Men først lige et skilt med hvad tid Sankt-Hans bålet begynder (sådan noget tjekker man ikke før man går) klokken er halv fire og Sankt-Hans bålet starter klokken halv ni. Smart! 6 km gåtur og så skal man vente i flere timer, nu er det op til stranden om vi har lyst til at sidde der et par timer.
Strand! Strand?? En strand er hvidt sand og blå bølger.
Der var ingen strand. Intet hvidt sand, ingen bølger blå. Brunt smattet ler-lignende sand, og brunt hav, det så ikke engang særlig dybt ud. Det blev til ca. et kvarter på en bænk i blæsevejr. Og 6 km lang tilbagevej. Øv! Nu har jeg gået mere end 12 km, og jeg klager, men maraton løbere løber 42 km. Jeg er en kylling...
onsdag den 22. juni 2011
Tro-ikke-tro
Tror du på noget? Man tror vel på alt muligt. Altså tror man. Men det er anderledes med T-R-O. Hvis man er troende, tænker vi straks, at det er en der tror på Gud. Jeg er troende, jeg tror på meget, altså er jeg troende, fordi jeg tror. Men er det ikke ligemeget hvad jeg tror på? Jeg er stadig troende. Vi skynder os straks at associasere ordet gud med emnet "tro".
Læste en klumme i en gratisavis, skrevet af sognepræst Poul Joakim Stender. Den hed "Gud, hvor er ateister skråsikre!" han skrev blandt andet :"Det, jeg undrer mig over ved ateisterne, er, at de aldrig er i tvivl. De er sikre på, at der ikke findes noget højere end alt det, vi kan måle og veje og opfatte med vore fem sanser."
Jeg kan ikke forstå det, de tror jo på, at der ikke findes andet end det der kan måles og vejes, altså tror de. Tro-tror-troende, det er åbenbart ikke det samme. En ateist ville ikke betegne sig selv som en der tror, men der er alligevel mange ting en ateist tror på.
Jeg er både blevet døbt og konfirmeret. Fik læst børnebiblen som barn, og det var da dejlige historier. Jeg ved ikke om jeg tror på Gud og engle og den slags, men jeg kan godt lide tanken om, at der er noget derude, der i sidste ende tager sig af os.
Men jeg tror også på videnskaben og at, en stor eksplosion i rummet skabte os. Og at Darwins evolusionsteori er rigtig.
Men det hjælper mig ikke når, jeg er allermest "i nød" fx. jeg skal op til eksamen og er pisse-nervøs, der kan jeg da godt li´at, høre et menneske sige til mig :" jeg har snakket med en engel, og det skal du nok klare" eller når hjælpen kommer til mig når den er allermest nødvendig, der tænker jeg, er der må have været engler på spil. Til jul tror jeg på nisser, der er små bitte væsener rundt omkring som hygger sig, men resten af året tænker jeg ikke så meget på nisser.
Jeg prøver ikke på at, få folk til at tro på gud og engle, jeg synes bare at, ateister altså også er troende.
Men det er da en dejlig tanke, engle.
Læste en klumme i en gratisavis, skrevet af sognepræst Poul Joakim Stender. Den hed "Gud, hvor er ateister skråsikre!" han skrev blandt andet :"Det, jeg undrer mig over ved ateisterne, er, at de aldrig er i tvivl. De er sikre på, at der ikke findes noget højere end alt det, vi kan måle og veje og opfatte med vore fem sanser."
Jeg kan ikke forstå det, de tror jo på, at der ikke findes andet end det der kan måles og vejes, altså tror de. Tro-tror-troende, det er åbenbart ikke det samme. En ateist ville ikke betegne sig selv som en der tror, men der er alligevel mange ting en ateist tror på.
Jeg er både blevet døbt og konfirmeret. Fik læst børnebiblen som barn, og det var da dejlige historier. Jeg ved ikke om jeg tror på Gud og engle og den slags, men jeg kan godt lide tanken om, at der er noget derude, der i sidste ende tager sig af os.
Men jeg tror også på videnskaben og at, en stor eksplosion i rummet skabte os. Og at Darwins evolusionsteori er rigtig.
Men det hjælper mig ikke når, jeg er allermest "i nød" fx. jeg skal op til eksamen og er pisse-nervøs, der kan jeg da godt li´at, høre et menneske sige til mig :" jeg har snakket med en engel, og det skal du nok klare" eller når hjælpen kommer til mig når den er allermest nødvendig, der tænker jeg, er der må have været engler på spil. Til jul tror jeg på nisser, der er små bitte væsener rundt omkring som hygger sig, men resten af året tænker jeg ikke så meget på nisser.
Jeg prøver ikke på at, få folk til at tro på gud og engle, jeg synes bare at, ateister altså også er troende.
Men det er da en dejlig tanke, engle.
mandag den 20. juni 2011
Landsforvist
Jeg tror jeg er landsforvist. Helt ærligt det tror jeg faktisk jeg er. Jeg sidder fast i Danmark, fastbundet i min uddannelse, en uddannelse jeg tager, fordi jeg tror jeg kan gavne det grønlandske samfund, på en eller anden måde. Men nu tror jeg faktisk ikke ret meget på det længere.
Se når jeg bliver færdig med min uddanelse her, kan jeg tage hjem. Altså rigtig hjem, hjem til min mor og far, hjem til mit barndomshjem. Jeg vil på det tidspunkt være 29 år. Men hvor skal jeg arbejde som journalist i min hjemby? Jeg tror efterhånden jeg har valgt den forkerte uddannelse. Hvis jeg var blevet lærer eller sygeplejerske, ville jeg som færdiguddannet, få et job og en bolig, ligemeget hvor i landet jeg vælger at bo. Men fordi jeg har valgt journalist uddannelsen, er det svært at få et arbejde med bolig. (det skal ikke hindre jer i at tage en uddannelse som journalist, det er verdens bedste uddannelse) Jeg tror ikke det vil være svært at få et arbejde, men jeg vil arbejde som hjemløs, hvis jeg skulle vælge at flytte til Nuuk. Måske vil det alligevel være svært at få arbejde. For medierne har egentlig ikke råd til at ansætte flere.
Jeg så "Nyheder fra Grønland" i lørdags, og der havde de et indslag med grønlændere i Danmark, der egentlig gerne ville tilbage til deres hjemland. De valgte at bo i Danmark fordi forholdene i Danmark var langt bedre end i Grønland. Her ønskede de også at kunne vende hjem hvis de kunne få en bolig. Boligproblemet er stort i Grønland. Jeg fik ikke noget svar på hvad man ville gøre for at få grønlænderne bosat i Danmark hjem igen.
Jeg gider snart ikke Grønland længere. "uddan jer uddan jer" får man at vide hele livet, og når man endelig gør det, ja, så sejler man i egen sø. Mange tak for jeres vise ord, jeg kan ikke bruge det til noget. Måske jeg skulle realisere mit "afskaf-matematik" parti, og stille op til valg, komme ind i landstinget. Få en bolig, tjene en masse penge og rejse helt vildt meget. Jeg skulle ha tænkt på det noget før, for man har egentlig ikke brug for en uddannelse, når man sidder i landstinget.
Nå men pyt da med det. Jeg har taget en uddannelse på landets regning, og nu har jeg ikke mulighed for at give landet igen. Haha den der ler sidst ler bedst! Jeg bliver HER og gavner det danske samfund. TAG DEN!
Se når jeg bliver færdig med min uddanelse her, kan jeg tage hjem. Altså rigtig hjem, hjem til min mor og far, hjem til mit barndomshjem. Jeg vil på det tidspunkt være 29 år. Men hvor skal jeg arbejde som journalist i min hjemby? Jeg tror efterhånden jeg har valgt den forkerte uddannelse. Hvis jeg var blevet lærer eller sygeplejerske, ville jeg som færdiguddannet, få et job og en bolig, ligemeget hvor i landet jeg vælger at bo. Men fordi jeg har valgt journalist uddannelsen, er det svært at få et arbejde med bolig. (det skal ikke hindre jer i at tage en uddannelse som journalist, det er verdens bedste uddannelse) Jeg tror ikke det vil være svært at få et arbejde, men jeg vil arbejde som hjemløs, hvis jeg skulle vælge at flytte til Nuuk. Måske vil det alligevel være svært at få arbejde. For medierne har egentlig ikke råd til at ansætte flere.
Jeg så "Nyheder fra Grønland" i lørdags, og der havde de et indslag med grønlændere i Danmark, der egentlig gerne ville tilbage til deres hjemland. De valgte at bo i Danmark fordi forholdene i Danmark var langt bedre end i Grønland. Her ønskede de også at kunne vende hjem hvis de kunne få en bolig. Boligproblemet er stort i Grønland. Jeg fik ikke noget svar på hvad man ville gøre for at få grønlænderne bosat i Danmark hjem igen.
Jeg gider snart ikke Grønland længere. "uddan jer uddan jer" får man at vide hele livet, og når man endelig gør det, ja, så sejler man i egen sø. Mange tak for jeres vise ord, jeg kan ikke bruge det til noget. Måske jeg skulle realisere mit "afskaf-matematik" parti, og stille op til valg, komme ind i landstinget. Få en bolig, tjene en masse penge og rejse helt vildt meget. Jeg skulle ha tænkt på det noget før, for man har egentlig ikke brug for en uddannelse, når man sidder i landstinget.
Nå men pyt da med det. Jeg har taget en uddannelse på landets regning, og nu har jeg ikke mulighed for at give landet igen. Haha den der ler sidst ler bedst! Jeg bliver HER og gavner det danske samfund. TAG DEN!
fredag den 17. juni 2011
En fejl hos kvinden
Jeg fik engang en mail fra en veninde i USA, hun sendte mig det her, og jeg kan ikke lade være med at dele det med andre. Jeg ved ikke hvem der har skrevet det, men den er god.
Dengang Gud skabte kvinden var han inde i hans sjette dag på overarbejde. En engel kom og sagde:”Hvorfor bruger du så meget tid på denne? Og Gud svarede: ”Har du set opskriften på hende her? Hun skal kunne vaskes helt ren, men skal ikke være i plastik, hun skal have over 200 bevægelige lemmer, alle skal kunne skiftes ud, og være i stand til at køre kunne på cola light og rester fra aftensmaden lavet dagen før. Have et skød der kan have fire børn siddende på en gang. Hun skal have et kys der kan kurere alt fra en hudafskrabning til hjertesorg. Og hun vil kunne gøre alt det, kun med to hænder.
Englen blev forbavset over kravene. ”Kun to hænder!? Aldrig i livet, og det er bare standardmodellen? Det er alt for meget arbejde for en dag, vent til i morgen med at gøre det færdigt”
”Nej, jeg vil ikke” protesterede Gud. Jeg er så tæt på at færdiggøre denne kreation som er så tæt på mit hjerte. Hun kan allerede helbrede sig selv, hvis hun er syg, OG hun kan arbejde 18 timer i træk”. Englen nærmede sig og rørte kvinden ”Men hun er så blød Gud” ”Ja hun er blød” erkendte Gud ”Men jeg har også gjort hende hård, du har ingen ide om, hvad hun kan udholde og udrette. "
”Vil hun være i stand til at tænke?” spurgte englen.
"Ikke alene vil hun være i stand til at tænke,
hun vil være i stand til at ræsonnere og forhandle. " sagde Gud.
hun vil være i stand til at ræsonnere og forhandle. " sagde Gud.
Da lagde englen mærke til noget hos kvinden kind og rakte ud efter kinden.
”Ups, det ser ud som om du har en brud i denne model. Jeg sagde jo du ville bruge for meget tid på denne her.”
”Det er ikke et brud, det er en tåre”
”Hvad skal hun bruge en tåre til?” spurgte englen.
Herren sagde: "Tåren er hendes måde at udtrykke sin glæde, hendes smerte,
hendes skuffelse, hendes kærlighed,
hendes ensomhed, hendes sorg og hendes stolthed. "
Englen var imponeret.
"Du er et geni, Herre. Du tænkt på alt!
Kvinden er virkelig forbløffende. "
hendes skuffelse, hendes kærlighed,
hendes ensomhed, hendes sorg og hendes stolthed. "
Englen var imponeret.
"Du er et geni, Herre. Du tænkt på alt!
Kvinden er virkelig forbløffende. "
Og det er hun!
Kvinder har styrken som forbløffer mænd.
De bærer modgang og de bærer byrder,
men de besidder lykke,
kærlighed og glæde.
De smiler, når de har lyst til at skrige.
De synger, når de har lyst til at græde.
De græder når de er glade
og griner, når de er nervøse.
De kæmper for hvad de tror.
De går imod uretfærdighed.
De tager ikke "nej" for et svar når de tror, at der er en bedre løsning.
De går uden, så deres familie kan have.
De går til lægen med en ven der er bange.
De elsker betingelsesløst.
De hepper, når deres venner for en pris
De er glade, når de hører om en fødsel eller et bryllup.
Deres hjerter går i stykker, når en ven dør.
De sørger over tabet af et familiemedlem, men de er stærke, når de tror, der ingen kræfter er tilbage.
De ved, at et knus og et kys kan hele et knust hjerte.
Kvinder kommer i alle former, størrelser og farver.
De bærer modgang og de bærer byrder,
men de besidder lykke,
kærlighed og glæde.
De smiler, når de har lyst til at skrige.
De synger, når de har lyst til at græde.
De græder når de er glade
og griner, når de er nervøse.
De kæmper for hvad de tror.
De går imod uretfærdighed.
De tager ikke "nej" for et svar når de tror, at der er en bedre løsning.
De går uden, så deres familie kan have.
De går til lægen med en ven der er bange.
De elsker betingelsesløst.
De hepper, når deres venner for en pris
De er glade, når de hører om en fødsel eller et bryllup.
Deres hjerter går i stykker, når en ven dør.
De sørger over tabet af et familiemedlem, men de er stærke, når de tror, der ingen kræfter er tilbage.
De ved, at et knus og et kys kan hele et knust hjerte.
Kvinder kommer i alle former, størrelser og farver.
De vil køre, flyve, gå, løbe eller e-maile dig for at vise, hvor meget de holder af dig.
Hjertet af en kvinde er det der gør at verden fortsætter med at dreje.
De bringer glæde, håb og kærlighed.
De har medfølelse og idealer.
De giver moralsk støtte til deres familie og venner.
Kvinder har afgørende ting at sige og alt at give.
Hjertet af en kvinde er det der gør at verden fortsætter med at dreje.
De bringer glæde, håb og kærlighed.
De har medfølelse og idealer.
De giver moralsk støtte til deres familie og venner.
Kvinder har afgørende ting at sige og alt at give.
MEN, HVIS DER ER EN FEJL HOS KVINDER, SÅ ER DET, AT DE GLEMMER DERES VÆRD.
Husk det :-)
Muuuh Grønland Muuuh
Hvis jeg skal i butikken og købe ind, vælger jeg som regel den nærmeste butik. Altså butikken der ligger nærmest, ikke den butik der ligger længst væk. Kald mig doven, men jeg orker altså ikke,at gå med en kæmpe pose, 1 km ekstra. Derfor vælger jeg den nærmeste butik. Nogle gange sparer jeg også penge ved ikke at købe en pose, for jeg kan bære det hjem. Det er vel også miljøvenligt, ikke at købe en pose, ik?
Nu tænker vi lige lidt større. Når et land som Grønland køber ind, vælger de ikke den nærmeste "butik".. næh de vælger den "butik" der ligger fire timer og flere kilometer væk. Det er da mere "miljøvenligt" at vælge "butikken" der ligger nærmest? Jeg tror vi bliver snydt, og vi har bare valgt at acceptere at sådan er det.
Det er så sjovt at stå i en butik og se grøntsagspriserne, en pose kartofler 3 kroner. Yes! Frisk mælk 7 kroner, frisk! Ikke langtidsholdbar.
Jeg kan heller ikke lade være med at beundre priserne på alkohol når jeg står og venter i betalingskøen i den nærmeste butik. De er så lave, at det er helt dejligt at se på. JA det er da ligefør det er en hel fest at gå i butikken, for hver gang bliver man overrasket.
Jeg ved godt det er umuligt at få sådanne priser i Grønland. Men kunne man ikke gøre et forsøg? Måske man skulle lave en indsamling, og så for den indsamling købe 72 køer, og fordele dem i hver by, og tadaaah så er der hjemmelavet mælk. I stedet for det der langtidsholdbare mælk. Give et par drenge et job som mælkeudbringere, og så får hvert et hus to flasker serveret foran døren hver morgen (altså for dem der gerne vil have mælk serveret udenfor døren), ligesom man ser i gamle danske film. Så mange er vi jo heller ikke i Grønland. Ej pyt, det skal også kontrolleres for alt muligt, hvorfor er alt så umuligt i Grønland?
Gad vide hvor mange køer der skal til for at give 56.000 mælk hver dag? I følge Arla´s hjemmeside producerer en ko 24 liter mælk om dagen. Så hvis hver by nu fik fire køer hver, ville der dagligt blive produceret 96 liter mælk. Hvis hver by fik fire køer hver ville der være brug for 72 køer. Hver dag ville der i Grønland blive produceret 1.728 liter mælk om dagen. Det burde da være nok? Så meget mælk drikker vi da heller ikke i Grønland, gør vi? En ko kan da godt overleve en grønlandsk sommer, vi har det da varmt, når det er sommer. Når det er vinter, kan vi bare lave et hus med varme, så har de det vel godt. For at de fire køer i hver by kan holde på varmen, skaffer vi også lige nogle høns plus en hane, og så har vi også æg. Men det skal jo også kontrolleres for alt muligt. Det er som at ro i en romaskine, man ror og ror, men kommer ingen vegne.
Men pyt, vi er tilfredse og glade alligevel. Accept af tingenes tilstand er noget der ligger i vores gener, vi er mestre i det. Hvis der blev afholdt OL i accept ville Grønland med stolthed nå førstepladsen. Ej, det var også ondt sagt, men det er da lidt rigtigt.
Nu tænker vi lige lidt større. Når et land som Grønland køber ind, vælger de ikke den nærmeste "butik".. næh de vælger den "butik" der ligger fire timer og flere kilometer væk. Det er da mere "miljøvenligt" at vælge "butikken" der ligger nærmest? Jeg tror vi bliver snydt, og vi har bare valgt at acceptere at sådan er det.
Det er så sjovt at stå i en butik og se grøntsagspriserne, en pose kartofler 3 kroner. Yes! Frisk mælk 7 kroner, frisk! Ikke langtidsholdbar.
Jeg kan heller ikke lade være med at beundre priserne på alkohol når jeg står og venter i betalingskøen i den nærmeste butik. De er så lave, at det er helt dejligt at se på. JA det er da ligefør det er en hel fest at gå i butikken, for hver gang bliver man overrasket.
Jeg ved godt det er umuligt at få sådanne priser i Grønland. Men kunne man ikke gøre et forsøg? Måske man skulle lave en indsamling, og så for den indsamling købe 72 køer, og fordele dem i hver by, og tadaaah så er der hjemmelavet mælk. I stedet for det der langtidsholdbare mælk. Give et par drenge et job som mælkeudbringere, og så får hvert et hus to flasker serveret foran døren hver morgen (altså for dem der gerne vil have mælk serveret udenfor døren), ligesom man ser i gamle danske film. Så mange er vi jo heller ikke i Grønland. Ej pyt, det skal også kontrolleres for alt muligt, hvorfor er alt så umuligt i Grønland?
Gad vide hvor mange køer der skal til for at give 56.000 mælk hver dag? I følge Arla´s hjemmeside producerer en ko 24 liter mælk om dagen. Så hvis hver by nu fik fire køer hver, ville der dagligt blive produceret 96 liter mælk. Hvis hver by fik fire køer hver ville der være brug for 72 køer. Hver dag ville der i Grønland blive produceret 1.728 liter mælk om dagen. Det burde da være nok? Så meget mælk drikker vi da heller ikke i Grønland, gør vi? En ko kan da godt overleve en grønlandsk sommer, vi har det da varmt, når det er sommer. Når det er vinter, kan vi bare lave et hus med varme, så har de det vel godt. For at de fire køer i hver by kan holde på varmen, skaffer vi også lige nogle høns plus en hane, og så har vi også æg. Men det skal jo også kontrolleres for alt muligt. Det er som at ro i en romaskine, man ror og ror, men kommer ingen vegne.
Men pyt, vi er tilfredse og glade alligevel. Accept af tingenes tilstand er noget der ligger i vores gener, vi er mestre i det. Hvis der blev afholdt OL i accept ville Grønland med stolthed nå førstepladsen. Ej, det var også ondt sagt, men det er da lidt rigtigt.
torsdag den 16. juni 2011
Næstekærlighed
Hvad er næstekærlighed? Kærlighed til din næste. Hvem er din næste? Jeg tror alle er min næste, og jeg med kærlighed skal hjælpe min næste. Forleden var jeg ved at opgive alt og flytte til Grækenland. Hvorfor ikke bruge min kræfter på at hjælpe en masse mennesker?
Jeg hørte et radioprogram om en 17 årig flygning fra Sierra Leone, der var havnet i Grækenland. Han havde et håb om et bedre liv i Europa, og nu fortryder han dybt, at han tog til Grækenland. Han kan ikke komme hjem og ikke komme ud af Grækenland. Der skulle ifølge EU været omkring 500.000 illegale indvandre (altså en halv million, tænk lige på vi kun er omkring de 56 tusind i Grønland!!) i det hårdt prøvet land Grækenland. Ifølge Røde Kors lever halvdelen af de illegale indvandrere af mad de finder i skraldespanden, og mad fra suppekøkkener.
Om natten lå jeg igen søvnløs og tænkte på de mennesker der måtte samle mad fra skraldespande. Om den 17 årige dreng der måtte sove på togstationer. Jeg ville tage til Grækenland og hjælpe til i suppekøkkenerne. Hvordan kunne jeg tage til Grækenland og hjælpe de illegale indvandrere? Næste dag, kunne jeg godt se, det ikke var så nemt at opgive alt og flytte til Grækenland.
Alting kan ikke gøres på en gang, jeg skal nok hjælpe verden, bare med små skridt. Jeg skal nok tage til Grækenland og hjælpe, men der er masser af andre ting der lige skal gøres først, det er ikke kun Grækenland der har brug for hjælp. Kender i "hvis du hjælper et andet menneske, får du ti gange tilbage"? Jeg fik det engang at vide fordi jeg synes det var synd for vores nabo, at han skulle rydde op udenfor helt alene, jeg havde tænkt mig at gå hen til ham og tilbyde min hjælp. Men så fik jeg at vide at jeg ville få ti gange tilbage hvis jeg hjalp ham. WOW tænkte jeg, jeg får sikkert en hel masse penge eller et eller andet. Altså NINA! Siger jeg og dunker mig selv i hovedet. Det er jo ikke det, det handler om.
I dag ved jeg, at hvis jeg hælper et andet menneske, en gammel mand med gangstativ, som står på en vej med helt vildt meget trafik, som ikke kan komme op på fortorvet, så får jeg ti gange igen. Og de ti gange er det ansigt jeg møder når jeg har hjulpet personen. Hvis i ikke allerede gør det, så prøv. MAND, siger jeg, det er langt bedre end at sidde og nyde livet, at nyde det gode vejr, at spise en god is. Hvis du vil forkæle dig selv så hjælp et andet menneske. Have a nice day!
Jeg hørte et radioprogram om en 17 årig flygning fra Sierra Leone, der var havnet i Grækenland. Han havde et håb om et bedre liv i Europa, og nu fortryder han dybt, at han tog til Grækenland. Han kan ikke komme hjem og ikke komme ud af Grækenland. Der skulle ifølge EU været omkring 500.000 illegale indvandre (altså en halv million, tænk lige på vi kun er omkring de 56 tusind i Grønland!!) i det hårdt prøvet land Grækenland. Ifølge Røde Kors lever halvdelen af de illegale indvandrere af mad de finder i skraldespanden, og mad fra suppekøkkener.
Om natten lå jeg igen søvnløs og tænkte på de mennesker der måtte samle mad fra skraldespande. Om den 17 årige dreng der måtte sove på togstationer. Jeg ville tage til Grækenland og hjælpe til i suppekøkkenerne. Hvordan kunne jeg tage til Grækenland og hjælpe de illegale indvandrere? Næste dag, kunne jeg godt se, det ikke var så nemt at opgive alt og flytte til Grækenland.
Alting kan ikke gøres på en gang, jeg skal nok hjælpe verden, bare med små skridt. Jeg skal nok tage til Grækenland og hjælpe, men der er masser af andre ting der lige skal gøres først, det er ikke kun Grækenland der har brug for hjælp. Kender i "hvis du hjælper et andet menneske, får du ti gange tilbage"? Jeg fik det engang at vide fordi jeg synes det var synd for vores nabo, at han skulle rydde op udenfor helt alene, jeg havde tænkt mig at gå hen til ham og tilbyde min hjælp. Men så fik jeg at vide at jeg ville få ti gange tilbage hvis jeg hjalp ham. WOW tænkte jeg, jeg får sikkert en hel masse penge eller et eller andet. Altså NINA! Siger jeg og dunker mig selv i hovedet. Det er jo ikke det, det handler om.
I dag ved jeg, at hvis jeg hælper et andet menneske, en gammel mand med gangstativ, som står på en vej med helt vildt meget trafik, som ikke kan komme op på fortorvet, så får jeg ti gange igen. Og de ti gange er det ansigt jeg møder når jeg har hjulpet personen. Hvis i ikke allerede gør det, så prøv. MAND, siger jeg, det er langt bedre end at sidde og nyde livet, at nyde det gode vejr, at spise en god is. Hvis du vil forkæle dig selv så hjælp et andet menneske. Have a nice day!
onsdag den 15. juni 2011
Luna
De fleste kender Luna, hende der fra Bamse og Kylling. Men jeg kender en anden Luna.
Vidste i egentlig at der står "TDC" på månen? Jep, det gør der, det var en astronaut der skrev sin datters initialer, da han var på månen. Hun er derfor den eneste i hele verden der har sit navn på månen. Den dag jeg bliver milliadær, får jeg en til at skrive mine initialer på månen.
I aften er månen fuld, og der er måneformørkelse, den skulle gerne blive orange, siger de kloge. Sidst der var måneformørkelse var her i december. Jeg stod op om natten bare for at se det. Jeg kunne ikke sove, jeg skulle bare ud i bidende kulde og se månen blive "formørket". Det var lidt sejt, men jeg havde ikke rigtig nogen at glæde mig sammen med, for der var kun mig og månen.
Mig og månen. Jeg tror min lillesøster var fire år, da jeg begyndte at tænke over månen. Jeg må selv ha været 13. Vi sad i bilen, efter en lang tur fra Grønland til Danmark. Hun kan ikke rigtig tåle at køre bil, så jeg sagde til hende at hun skulle følge månen, så ville hun ikke blive så dårlig. Efter at have kørt et stykke tid sagde hun: "hov, hvorfor er der to måner?". Ja månen følger med en overalt, ligemeget hvor du er henne i verden.
Hun kunne godt li´månen som 4 årig, men det var nok mest på grund af "Bjørnen i det blå hus", den havde en måne, der hed Luna, og bjørnen fra det blå hus var altid oppe og sige godnat til Luna.
Som 16-årig drog jeg væk hjemmefra, jeg skulle ud og finde lykken, og hvor findes lykken? I Amerika. Ej jeg drog ikke ud for at finde lykken, jeg tog et år væk hjemmefra og fik lært en del engelsk, eller nærmere amerikansk (for der er en stor forskel på engelsk og amerikansk skal jeg sige jer). Min plejefamilie havde en hund, og den skulle gå tur hver aften. Og jeg elskede at gå tur med den hund. Jeg var egentlig hunderæd for hunde, for der hvor jeg kommer fra skal man holde sig langt væk fra hunde, de kan æde en. Så jeg var glad for endelig at kunne gå tur med en hund.
Når man nu er så langt væk hjemmefra, sker det også at man savner sin mor og far, og specielt sin lillesøster.
Og hver aften når jeg gik tur med den kære hund kiggede jeg op på månen. Der hvor jeg boede var der kun to timers tidsforskel med Grønland, så jeg var ret sikker på, at hvis jeg kunne se månen her, kunne man garanteret også se månen hjemme.
Og jeg tænkte, at hvis jeg kigger op på månen, kan det være min lillesøster kigger op på månen, og så kigger vi på noget samtidig, og så er vi alligevel ikke så langt væk fra hinanden, og så smilte jeg og havde det godt og dejligt.
Jeg elsker den måne. Og jeg skal ud og se måneformørkelsen i aften, no matter what.
Vidste i egentlig at der står "TDC" på månen? Jep, det gør der, det var en astronaut der skrev sin datters initialer, da han var på månen. Hun er derfor den eneste i hele verden der har sit navn på månen. Den dag jeg bliver milliadær, får jeg en til at skrive mine initialer på månen.
I aften er månen fuld, og der er måneformørkelse, den skulle gerne blive orange, siger de kloge. Sidst der var måneformørkelse var her i december. Jeg stod op om natten bare for at se det. Jeg kunne ikke sove, jeg skulle bare ud i bidende kulde og se månen blive "formørket". Det var lidt sejt, men jeg havde ikke rigtig nogen at glæde mig sammen med, for der var kun mig og månen.
Mig og månen. Jeg tror min lillesøster var fire år, da jeg begyndte at tænke over månen. Jeg må selv ha været 13. Vi sad i bilen, efter en lang tur fra Grønland til Danmark. Hun kan ikke rigtig tåle at køre bil, så jeg sagde til hende at hun skulle følge månen, så ville hun ikke blive så dårlig. Efter at have kørt et stykke tid sagde hun: "hov, hvorfor er der to måner?". Ja månen følger med en overalt, ligemeget hvor du er henne i verden.
Hun kunne godt li´månen som 4 årig, men det var nok mest på grund af "Bjørnen i det blå hus", den havde en måne, der hed Luna, og bjørnen fra det blå hus var altid oppe og sige godnat til Luna.
Som 16-årig drog jeg væk hjemmefra, jeg skulle ud og finde lykken, og hvor findes lykken? I Amerika. Ej jeg drog ikke ud for at finde lykken, jeg tog et år væk hjemmefra og fik lært en del engelsk, eller nærmere amerikansk (for der er en stor forskel på engelsk og amerikansk skal jeg sige jer). Min plejefamilie havde en hund, og den skulle gå tur hver aften. Og jeg elskede at gå tur med den hund. Jeg var egentlig hunderæd for hunde, for der hvor jeg kommer fra skal man holde sig langt væk fra hunde, de kan æde en. Så jeg var glad for endelig at kunne gå tur med en hund.
Når man nu er så langt væk hjemmefra, sker det også at man savner sin mor og far, og specielt sin lillesøster.
Og hver aften når jeg gik tur med den kære hund kiggede jeg op på månen. Der hvor jeg boede var der kun to timers tidsforskel med Grønland, så jeg var ret sikker på, at hvis jeg kunne se månen her, kunne man garanteret også se månen hjemme.
Og jeg tænkte, at hvis jeg kigger op på månen, kan det være min lillesøster kigger op på månen, og så kigger vi på noget samtidig, og så er vi alligevel ikke så langt væk fra hinanden, og så smilte jeg og havde det godt og dejligt.
Jeg elsker den måne. Og jeg skal ud og se måneformørkelsen i aften, no matter what.
tirsdag den 14. juni 2011
Snik snak
Det eneste jeg har i dag i mit hoved er spørgsmål. Og jeg ved jeg ikke vil få svar på dem, jeg ved politikerne taler, og de taler og taler og taler, man fatter bare aldrig hvad de egentlig taler om. Hvorfor er det nødvendigt for dem at tale et sprog jeg ikke forstår? Er det for at jeg ikke skal vide hvad der foregår? Når jeg tænker tilbage på de valgkampe der har været, så har jeg aldrig forstået dem. Hvorfor ikke gøre os den tjeneste, at gøre det forståeligt? At være som os, ikke at svæve deroppe hvor ingen end dem selv forstår hvad de siger. Deres ord giver ingen mening, de flyver hen om ørerne på mig, og hvorfor? Fordi deres ord ikke giver nogen mening.
Jeg vil gerne anskaffe mig deres ordbog, så jeg kan lære deres sprog. Så kan jeg måske være med, og forstå.
Forstå mig ret, jeg er ikke sur, jeg er blot forvirret. Jeg rækker hånden op og siger jeg gerne vil være med. Må jeg det? Skaf mig den ordbog, eller tal et sprog som jeg kan forstå, jeg er ligeglad med om det er grønlandsk eller dansk, bare det er til at forstå.
Okay, man kan jo også bare sige til mig. at jeg skal sætte mig ordentligt ind i deres sprog. Men hvad med resten? Hvad med resten af befolkningen? Skal de bare lades i stikken?
Giv en kæmpe pose penge til de grønlandske medier, og medierne skal nok sørge for at, resten af befolkningen vil forstå jeres sprog. Folket har selv valgt jer, det er dem i arbejder for, hvad med at give dem en chance for at forstå. Please hør mig, og få et bedre samfund. Et samfund der forstår er et godt samfund. Det er jer der bestemmer, det er jer der kan gøre noget. Gør nu noget.
Hvorfor tager alting så lang tid, hvorfor går der så lang tid før der sker noget? Hvorfor går alt i sneglefart? (jajajaja... så kan jeg få en lang tale om hvordan og hvorledes uden egentlig at få noget svar)
Kald mig dum, men det er ikke min skyld, det er jeres, synes jeg selv. I har endnu ikke formået, at nå ud til mig, så jeg kan forstå jeres arbejde Jeg kan heller ikke bare sidde her og brokke mig, jeg insisterer på at besøge jer, så I kan forklare mig, hvorfor tingene går som de går. Jeg skal nok prøve mit bedste, at nå ud til de folk der stadig ikke forstår ligesom jeg selv.
Vi ses når jeg en dag har skrabet penge nok sammen til at besøge jer. For Grønland er et lukket land, og man skal være rig for at tage derhen. Meget rig, men hvis skyld er det?
Jeg vil gerne anskaffe mig deres ordbog, så jeg kan lære deres sprog. Så kan jeg måske være med, og forstå.
Forstå mig ret, jeg er ikke sur, jeg er blot forvirret. Jeg rækker hånden op og siger jeg gerne vil være med. Må jeg det? Skaf mig den ordbog, eller tal et sprog som jeg kan forstå, jeg er ligeglad med om det er grønlandsk eller dansk, bare det er til at forstå.
Okay, man kan jo også bare sige til mig. at jeg skal sætte mig ordentligt ind i deres sprog. Men hvad med resten? Hvad med resten af befolkningen? Skal de bare lades i stikken?
Giv en kæmpe pose penge til de grønlandske medier, og medierne skal nok sørge for at, resten af befolkningen vil forstå jeres sprog. Folket har selv valgt jer, det er dem i arbejder for, hvad med at give dem en chance for at forstå. Please hør mig, og få et bedre samfund. Et samfund der forstår er et godt samfund. Det er jer der bestemmer, det er jer der kan gøre noget. Gør nu noget.
Hvorfor tager alting så lang tid, hvorfor går der så lang tid før der sker noget? Hvorfor går alt i sneglefart? (jajajaja... så kan jeg få en lang tale om hvordan og hvorledes uden egentlig at få noget svar)
Kald mig dum, men det er ikke min skyld, det er jeres, synes jeg selv. I har endnu ikke formået, at nå ud til mig, så jeg kan forstå jeres arbejde Jeg kan heller ikke bare sidde her og brokke mig, jeg insisterer på at besøge jer, så I kan forklare mig, hvorfor tingene går som de går. Jeg skal nok prøve mit bedste, at nå ud til de folk der stadig ikke forstår ligesom jeg selv.
Vi ses når jeg en dag har skrabet penge nok sammen til at besøge jer. For Grønland er et lukket land, og man skal være rig for at tage derhen. Meget rig, men hvis skyld er det?
mandag den 13. juni 2011
Knap søges
Jeg tænker tit over hvor den knap er henne i vores krop. Knappen der kontrollerer alt. Og jeg ved der er mange der leder efter den. Den knap der styrer vores krop. Jeg mener, det er jo vores egen krop, man burde da selv kunne styre ens egen krop.
Min kære lillesøster der læser til sygeplejerske, har fortalt mig, at man skal huske, at spise alt den pencillin man får fra lægen, når man er på pencillin. Men hvordan ved min krop at jeg har fået 8 pencillin piller?
Min krop og jeg er vel to forskellige personer. Og når lægen giver mig 8 pencillin piller, så ved den, at den har fået 8 piller, og ikke kun de 4 jeg selv har valgt at spise. Jeg ved det ikke.
Når jeg vil i seng og sove 8 timer, beslutter min krop sig nogle gange for ikke at sove. Jeg forstår det ikke. den ene person i mig selv har lyst til at ligge lysvågen. Hvordan kan jeg kontrollere kroppen? Når jeg sjovt nok ikke vil sove, så beslutter kroppen sig for at sove. Hvorfor skal den bestemme alt? Jeg har prøvet alt! Drikke varm mælk med honning (troede det ville smage værre) kamille the, godnat the, tælle til 1000. Læste at, man skulle tælle baglæns fra 300, og forestille sig, at man gik ned af en trappe, og når man endelig nåede ned, var man faldet i søvn. Spildte 100 kroner på en CD, hvor en mand guidede mig i søvn. Begge metoder virkede de første to gange, men så var det som om kroppen havde luret mig af, og lærte hvordan den igen kunne holde mig vågen.... igen!
Den indstilling kroppen har overfor mig er ved at tage overhånd, og jeg er nu drevet ud i kriminalitet (shyyy.. det er ik så slemt). I nat tog jeg ud på rov. Da det var blevet tilpas mørkt, tog jeg mørkt tøj på, og bad min kæreste om at være min medskyldige (mest fordi jeg igen var en kylling). Jeg havde besluttet mig for at stjæle nogle lavendler. Lavendler skuller gerne gøre en lidt træt, eller berolig. Jeg tror jeg fik fat i tolv små lavendler. Hele aktionen tog højst et kvarter. Jeg siger jer! Jeg sov som en sten!
Nu er det bare igen, at man ikke har kontrol over ens krop. Den bestemmer selv hvad den vil. Jeg kan ikke bare sådan lige trykke på en knap, der slukker for høfeber. Det løb kører kroppen selv. Og nu har min kæreste valgt at smide mine tolv smukke lavendler ud af vinduet. Hvornår begynder alle de forskere der findes i verden, at lede efter den knap, som kontrollerer kroppen?
Kloge hoveder siger måske at jeg burde gå i en indre dialog med min krop, men hvordan?
- hey du krop?
-ja?
- Jeg vil gerne selv bestemme over min krop, jeg vil gerne selv bestemme hvornår jeg skal sove og hvornår jeg vil være syg, forstår du det?
SILENCE....
Gad vide om det vil hjælpe? Det er ihvertfald gratis.
Min kære lillesøster der læser til sygeplejerske, har fortalt mig, at man skal huske, at spise alt den pencillin man får fra lægen, når man er på pencillin. Men hvordan ved min krop at jeg har fået 8 pencillin piller?
Min krop og jeg er vel to forskellige personer. Og når lægen giver mig 8 pencillin piller, så ved den, at den har fået 8 piller, og ikke kun de 4 jeg selv har valgt at spise. Jeg ved det ikke.
Når jeg vil i seng og sove 8 timer, beslutter min krop sig nogle gange for ikke at sove. Jeg forstår det ikke. den ene person i mig selv har lyst til at ligge lysvågen. Hvordan kan jeg kontrollere kroppen? Når jeg sjovt nok ikke vil sove, så beslutter kroppen sig for at sove. Hvorfor skal den bestemme alt? Jeg har prøvet alt! Drikke varm mælk med honning (troede det ville smage værre) kamille the, godnat the, tælle til 1000. Læste at, man skulle tælle baglæns fra 300, og forestille sig, at man gik ned af en trappe, og når man endelig nåede ned, var man faldet i søvn. Spildte 100 kroner på en CD, hvor en mand guidede mig i søvn. Begge metoder virkede de første to gange, men så var det som om kroppen havde luret mig af, og lærte hvordan den igen kunne holde mig vågen.... igen!
Den indstilling kroppen har overfor mig er ved at tage overhånd, og jeg er nu drevet ud i kriminalitet (shyyy.. det er ik så slemt). I nat tog jeg ud på rov. Da det var blevet tilpas mørkt, tog jeg mørkt tøj på, og bad min kæreste om at være min medskyldige (mest fordi jeg igen var en kylling). Jeg havde besluttet mig for at stjæle nogle lavendler. Lavendler skuller gerne gøre en lidt træt, eller berolig. Jeg tror jeg fik fat i tolv små lavendler. Hele aktionen tog højst et kvarter. Jeg siger jer! Jeg sov som en sten!
Nu er det bare igen, at man ikke har kontrol over ens krop. Den bestemmer selv hvad den vil. Jeg kan ikke bare sådan lige trykke på en knap, der slukker for høfeber. Det løb kører kroppen selv. Og nu har min kæreste valgt at smide mine tolv smukke lavendler ud af vinduet. Hvornår begynder alle de forskere der findes i verden, at lede efter den knap, som kontrollerer kroppen?
Kloge hoveder siger måske at jeg burde gå i en indre dialog med min krop, men hvordan?
- hey du krop?
-ja?
- Jeg vil gerne selv bestemme over min krop, jeg vil gerne selv bestemme hvornår jeg skal sove og hvornår jeg vil være syg, forstår du det?
SILENCE....
Gad vide om det vil hjælpe? Det er ihvertfald gratis.
søndag den 12. juni 2011
Service
Jeg savner de små kiosker, i gamle dage. De findes sikkert endnu, i de små byer, men ikke i de større byer. Dengang mælken og smørret havde et lille klistermærke med prisen på. Du kunne gå ind i en kiosk og købe alverdens ting en på en søndag.
Engang farvede jeg mit hår totalt blond, og fortrød så også derefter. Jeg tog noget toner der skulle gøre det brunt igen med det resultat, at mit hår blev lyserødt! Jeg skulle starte i skolen mandag, og det var søndag, og kunne ihvertfald ikke drømme om at tage i skole med lyserødt hår. Heldigvis var der en kiosk der havde åbent, en kiosk hvor man kunne købe alverdens ting. Blandt andet rigtig hårfarve. Så jeg tog en bøllehat på og min mor og jeg gik i kiosken for at købe hårfarve. Mit hår blev dejlig brunt igen! Takket være kiosken med de alverdens ting.
I dag mangler jeg smør, det er søndag og pinse, og der er ikke ÉN butik der har åbent!
Hvis jeg var hjemme i Grønland var der helt sikkert en kiosk eller butik der holdte åben. Jeg ved ikke helt hvad der er bedst. Når jeg går i butikken her i Danmark, bliver jeg eneste evig gang hilst med et "Hej", og "fortsat god dag", hvis jeg går i en tøjbutik i Danmark, kommer ekspedienten farende og spørger mig om de kan hjælpe mig med noget. Og de hjælper til med alt!
I Grønland kommer der aldrig nogen og spørger mig, om de kan hjælpe mig med noget, jeg får heller aldrig "Hej" eller "fortsat god dag" (Jo I brugsen i Nuuk gør de det). Men jeg er egentlig glad for at nogle butikker holder åbent, så jeg ka få det smør jeg mangler, eller hårfarve til lyserødt hår. Men kunne man ikke få et "hej" og "fortsat god dag" alligevel? Jeg mener, det er jo ikke særlig hårdt, at sige de ting...
Engang farvede jeg mit hår totalt blond, og fortrød så også derefter. Jeg tog noget toner der skulle gøre det brunt igen med det resultat, at mit hår blev lyserødt! Jeg skulle starte i skolen mandag, og det var søndag, og kunne ihvertfald ikke drømme om at tage i skole med lyserødt hår. Heldigvis var der en kiosk der havde åbent, en kiosk hvor man kunne købe alverdens ting. Blandt andet rigtig hårfarve. Så jeg tog en bøllehat på og min mor og jeg gik i kiosken for at købe hårfarve. Mit hår blev dejlig brunt igen! Takket være kiosken med de alverdens ting.
I dag mangler jeg smør, det er søndag og pinse, og der er ikke ÉN butik der har åbent!
Hvis jeg var hjemme i Grønland var der helt sikkert en kiosk eller butik der holdte åben. Jeg ved ikke helt hvad der er bedst. Når jeg går i butikken her i Danmark, bliver jeg eneste evig gang hilst med et "Hej", og "fortsat god dag", hvis jeg går i en tøjbutik i Danmark, kommer ekspedienten farende og spørger mig om de kan hjælpe mig med noget. Og de hjælper til med alt!
I Grønland kommer der aldrig nogen og spørger mig, om de kan hjælpe mig med noget, jeg får heller aldrig "Hej" eller "fortsat god dag" (Jo I brugsen i Nuuk gør de det). Men jeg er egentlig glad for at nogle butikker holder åbent, så jeg ka få det smør jeg mangler, eller hårfarve til lyserødt hår. Men kunne man ikke få et "hej" og "fortsat god dag" alligevel? Jeg mener, det er jo ikke særlig hårdt, at sige de ting...
lørdag den 11. juni 2011
Anngannguujunnguaq remix
Lille Anngannguujuk legede stille og roligt med actionmænd ude i entréen, mens mor var igang med at tjekke mails fra arbejde (hun havde arbejd-hjemme-fra-dag).
- Anngannguujunnguaaq??.. Nu keder du dig vel ikke?
- Neeej, svarede Anngannguujunnguaq, mens han legede videre med sine actionmænd. (De sidste nye fra legetøjsforretningen).
Efter ti mails tjekket og to mails svaret, råbte Angannguujuk´s mor igen efter ham.
- Anngannguujunnguaaq?? Leger du stadig?
-Jaaa jeg leger stadig! svarede Angannguujunnguaq.
Nu var Anngannguujunnguaqs mor færdig med at tjekke sine mails, hun tændte for fladskærmsfjernsynet for at tjekke nyhederne. Da nyhederne var slut, råbte hun igen efter Anngannguujunnguaq.
-Anngannguujunnguaaq? Kommer du ik herind og ser tegnefilm?
Intet svar..
-Anngannguujunnguaaq??
Mens Anngannguujunnguaqs mor havde travlt med at se nyhederne, var fire hjemmerøvere brudt ind. Og fordi Anngannguujunnguaq sad i entréen da hjemmerøverne kom ind, besluttede de sig for at tage ham med sig. Han skulle jo nødig sladre.
Hjemmerøverne tog Anngannguujunnguaq med hjem til dem selv, og puttede ham, blandt alle de andre tyvekoster de havde stjålet.
I mellemtiden havde Anngannguujunnguaqs mor sendt en SMS til Anngannguujunnguaqs far, for han tog ikke sin mobil, når hun ringede.
ANNGANNGUUJUNNGUAQ ER VÆK!
Anngannguujunnguaqs far styrtede hjem på sin cykel (bilen var på værksted). Han var gal, han var sikker på at Anngannguujunnguaqs mor havde gemt ham så de kunne stikke af fra ham.
Anngannguujunnguaqs mor forklarede situationen, og faren forstod.
-Vi må ha fat i en clavoriant, sagde han. (Politiet var alle på jagt efter Greenpeace)
Anngannguujunnguaqs mor ringede til den clavoriante, og han kom med det samme.
Den clavoriante kaldte sig Nevaeh (et kunstnernavn han havde valgt efter et clavoriantkursus), han kiggede rundt i huset, Anngannguujunnguaqs forældre fulgte ham nervøst, mens de bed negle.
-maaah muuuh mæææh maaah baaa biii thaaao... sang Nevaeh med lukkede øjne, ude i entréen.
Pludselig spærrede hans øjne sig op, og Anngannguujunnguaqs mor og far, gemte sig bag en lang frakke. Så bange var de.
Nu var den clavoriante klar med sit syn, men han ville først have en kop kaffe, før han fortalte de bekymrede forældre, hvor deres barn var.
- Der er stor grund til panik.. Anngannguujunnguaq er blevet kidnappet af hjemmerøvere, og de kræver mindst en million for ham, har i pengene?, spurgte Nevaeh.
Men Anngannguujunnguaqs mor og far havde ikke en million på kontoen.
-Jeg har en anden løsning, kom!, sagde han og tog Anngannguujunnguaqs far under armen.
Da de kom hen til huset hvor hjemmerøverne boede, kiggede de ind gennem vinduerne, og kunne se, at Anngannguujunnguaq sad og græd. Han ville ikke engang spise røvet slik fra hjemmerøverne.
Den clavoriante tog et sugerør frem fra sin jakkelomme og nogle piller fra bukselommen. Nu pustede han ved hjælp af sugerøret, pillerne direkte ned i hjemmerøvernes drikke. Der gik ikke lang tid før de fire hjemmerøvere sov.
Nu skyndte Anngannguujunnguaqs far og den clavoriante, sig ind i huset, hvor de tog stakkels Anngannguujunnguaq med sig hjem.
Sovepillerne som den clavoriante havde skudt i hjemmerøvernes drikke holdte kun et kort øjeblik, fordi hjemmerøverne havde drukket så meget Red Bull. De vågnede og så at Anngannguujunnguaq var væk. De skyndte sig udenfor for at se hvor langt han var nået.
Det kunne den clavoriante mærke, så han skyndte sig at tænde en cigaret, så hjemmerøverne ikke kunne se dem længere, på grund af cigaret-røgen altså.
Endelig nåede de frem i sikkerhed. Og fordi politiet var ude og jagte Greenpeace kunne de ikke anholde hjemmerøverne for kidnapning, og desuden var der heller ingen beviser for at han var blevet kidnappet, så de fire hjemmerøvere kom aldrig for en dommer.
Da besluttede Anngannguujunnguaqs forældre sig for at flytte væk fra byen. Og de flyttede væk for altid, og kom aldrig tilbage.
Hvad kan man lære af den historie?
- Anngannguujunnguaaq??.. Nu keder du dig vel ikke?
- Neeej, svarede Anngannguujunnguaq, mens han legede videre med sine actionmænd. (De sidste nye fra legetøjsforretningen).
Efter ti mails tjekket og to mails svaret, råbte Angannguujuk´s mor igen efter ham.
- Anngannguujunnguaaq?? Leger du stadig?
-Jaaa jeg leger stadig! svarede Angannguujunnguaq.
Nu var Anngannguujunnguaqs mor færdig med at tjekke sine mails, hun tændte for fladskærmsfjernsynet for at tjekke nyhederne. Da nyhederne var slut, råbte hun igen efter Anngannguujunnguaq.
-Anngannguujunnguaaq? Kommer du ik herind og ser tegnefilm?
Intet svar..
-Anngannguujunnguaaq??
Mens Anngannguujunnguaqs mor havde travlt med at se nyhederne, var fire hjemmerøvere brudt ind. Og fordi Anngannguujunnguaq sad i entréen da hjemmerøverne kom ind, besluttede de sig for at tage ham med sig. Han skulle jo nødig sladre.
Hjemmerøverne tog Anngannguujunnguaq med hjem til dem selv, og puttede ham, blandt alle de andre tyvekoster de havde stjålet.
I mellemtiden havde Anngannguujunnguaqs mor sendt en SMS til Anngannguujunnguaqs far, for han tog ikke sin mobil, når hun ringede.
ANNGANNGUUJUNNGUAQ ER VÆK!
Anngannguujunnguaqs far styrtede hjem på sin cykel (bilen var på værksted). Han var gal, han var sikker på at Anngannguujunnguaqs mor havde gemt ham så de kunne stikke af fra ham.
Anngannguujunnguaqs mor forklarede situationen, og faren forstod.
-Vi må ha fat i en clavoriant, sagde han. (Politiet var alle på jagt efter Greenpeace)
Anngannguujunnguaqs mor ringede til den clavoriante, og han kom med det samme.
Den clavoriante kaldte sig Nevaeh (et kunstnernavn han havde valgt efter et clavoriantkursus), han kiggede rundt i huset, Anngannguujunnguaqs forældre fulgte ham nervøst, mens de bed negle.
-maaah muuuh mæææh maaah baaa biii thaaao... sang Nevaeh med lukkede øjne, ude i entréen.
Pludselig spærrede hans øjne sig op, og Anngannguujunnguaqs mor og far, gemte sig bag en lang frakke. Så bange var de.
Nu var den clavoriante klar med sit syn, men han ville først have en kop kaffe, før han fortalte de bekymrede forældre, hvor deres barn var.
- Der er stor grund til panik.. Anngannguujunnguaq er blevet kidnappet af hjemmerøvere, og de kræver mindst en million for ham, har i pengene?, spurgte Nevaeh.
Men Anngannguujunnguaqs mor og far havde ikke en million på kontoen.
-Jeg har en anden løsning, kom!, sagde han og tog Anngannguujunnguaqs far under armen.
Da de kom hen til huset hvor hjemmerøverne boede, kiggede de ind gennem vinduerne, og kunne se, at Anngannguujunnguaq sad og græd. Han ville ikke engang spise røvet slik fra hjemmerøverne.
Den clavoriante tog et sugerør frem fra sin jakkelomme og nogle piller fra bukselommen. Nu pustede han ved hjælp af sugerøret, pillerne direkte ned i hjemmerøvernes drikke. Der gik ikke lang tid før de fire hjemmerøvere sov.
Nu skyndte Anngannguujunnguaqs far og den clavoriante, sig ind i huset, hvor de tog stakkels Anngannguujunnguaq med sig hjem.
Sovepillerne som den clavoriante havde skudt i hjemmerøvernes drikke holdte kun et kort øjeblik, fordi hjemmerøverne havde drukket så meget Red Bull. De vågnede og så at Anngannguujunnguaq var væk. De skyndte sig udenfor for at se hvor langt han var nået.
Det kunne den clavoriante mærke, så han skyndte sig at tænde en cigaret, så hjemmerøverne ikke kunne se dem længere, på grund af cigaret-røgen altså.
Endelig nåede de frem i sikkerhed. Og fordi politiet var ude og jagte Greenpeace kunne de ikke anholde hjemmerøverne for kidnapning, og desuden var der heller ingen beviser for at han var blevet kidnappet, så de fire hjemmerøvere kom aldrig for en dommer.
Da besluttede Anngannguujunnguaqs forældre sig for at flytte væk fra byen. Og de flyttede væk for altid, og kom aldrig tilbage.
Hvad kan man lære af den historie?
fredag den 10. juni 2011
Afskaffes straks!
Hvis jeg engang skulle stille op til et valg og stifte mit eget parti, skulle det hedde : "matematik-hader-partiet", jeg ville afskaffe al underlig matematik i gymnasiet, det er spild af penge at bruge flere lærere på at lære folk matematik. Hvis man er vild med matematik skal man dog have muligheden for at lære mere, go ahead!
Jeg har spildt år på matematik B niveau i gymnasiet, Jeg har sgu (undskyld Gud) aldrig haft brug for grafer og det der X og Y regning, (det har været så ubrugeligt at jeg ikke engang kan huske hvad det hedder!!) Jeg kan endda huske jeg spurgte min matematik lærer, om hvad jeg i alverden skulle bruge den slags regning til, han sagde bare, at jeg nok skulle få brug for det en dag.
Nu er der gået 5 år, og jeg har stadig ikke haft brug for det. Matematik burde afskaffes! HEJ MATEMATIK, i folkeskolen var okay, det kunne man da bruge til noget, men alt det andet, var det blot for at pine tal-blinde?
Når man nu har noget der hedder ORD-blind burde der også være noget der hedder TAL-blind. Jeg kan godt tallene, jeg kan plusse og minus og gange og dividere. Gange og dividere er dog det værste, der er da en grund til, at man har opfundet lommeregnere, den uddør jo lissom ikke lige om lidt. Den er der og det vil den blive ved med at være. Det skal jeg nok sørge for i mit parti.
Jeg kan tabellen op til 5! og så kan jeg ikke mere, jeg har øvet og øvet og øvet, men det har ikke sat sig fast i min hjerne. Jeg brugte den nemme løsning da vi blev prøvet i vores tabeller i skolen. Jeg gemte mine hænder og talte mig frem. Jeg SNØD! Jeg gad da ikke skrive 7 tabellen 10 gange i mit matematik hæfte.Det er nok også derfor jeg ikke har lært hele tabellen udenad.
Stavning til gengæld (bare ikke de små kommaer), det har sat sig fast. Jeg kan huske alle mine stavefejl i folkeskolen. Jeg skrev engang "fletnegere" om fletninger, og det er selvom jeg lavede den fejl i 3. klasse. Hvorfor Søren (undskyld Søren) kan jeg så ikke huske en simpel tabel?
Nå, men jeg skal vel leve af at skrive, ikke regne, det havde jeg sikkert allerede regnet ud dengang! Godt regnet ud hva?
Jeg har spildt år på matematik B niveau i gymnasiet, Jeg har sgu (undskyld Gud) aldrig haft brug for grafer og det der X og Y regning, (det har været så ubrugeligt at jeg ikke engang kan huske hvad det hedder!!) Jeg kan endda huske jeg spurgte min matematik lærer, om hvad jeg i alverden skulle bruge den slags regning til, han sagde bare, at jeg nok skulle få brug for det en dag.
Nu er der gået 5 år, og jeg har stadig ikke haft brug for det. Matematik burde afskaffes! HEJ MATEMATIK, i folkeskolen var okay, det kunne man da bruge til noget, men alt det andet, var det blot for at pine tal-blinde?
Når man nu har noget der hedder ORD-blind burde der også være noget der hedder TAL-blind. Jeg kan godt tallene, jeg kan plusse og minus og gange og dividere. Gange og dividere er dog det værste, der er da en grund til, at man har opfundet lommeregnere, den uddør jo lissom ikke lige om lidt. Den er der og det vil den blive ved med at være. Det skal jeg nok sørge for i mit parti.
Jeg kan tabellen op til 5! og så kan jeg ikke mere, jeg har øvet og øvet og øvet, men det har ikke sat sig fast i min hjerne. Jeg brugte den nemme løsning da vi blev prøvet i vores tabeller i skolen. Jeg gemte mine hænder og talte mig frem. Jeg SNØD! Jeg gad da ikke skrive 7 tabellen 10 gange i mit matematik hæfte.Det er nok også derfor jeg ikke har lært hele tabellen udenad.
Stavning til gengæld (bare ikke de små kommaer), det har sat sig fast. Jeg kan huske alle mine stavefejl i folkeskolen. Jeg skrev engang "fletnegere" om fletninger, og det er selvom jeg lavede den fejl i 3. klasse. Hvorfor Søren (undskyld Søren) kan jeg så ikke huske en simpel tabel?
Nå, men jeg skal vel leve af at skrive, ikke regne, det havde jeg sikkert allerede regnet ud dengang! Godt regnet ud hva?
Hvor blev vi af?
Igår gik jeg forbi to små drenge, der legede på fortovet. De var højst 5 år. Den ene lille dreng stoppede op og sagde "hej", jeg kiggede lidt overrasket på ham, og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle svare, men jeg gav ham et "hej" tilbage og gik videre. Lidt underligt, hvorfor skulle han hilse på mig? Jeg havde jo aldrig mødt drengen før. Jeg tænkte lidt på, om det var fordi jeg måske lignede en fra hans børnehave, han hilste på mig.
Dengang vi var yngre (ikke mindre, jeg er ik vokset meget siden dengang), der kunne vi sagtens snakke med vildtfremmede. Var det lettere dengang? I dag der bliver jeg overrasket hvergang en vildtfremmed vil snakke med mig uden grund, jeg bliver altid lidt mistænksom, for hvad er grunden til, at personen vil snakke med mig, helt uden grund? Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke engang få mig selv til, at snakke med en vildtfremmed. Ligesom når du står i en elevator, sammen med en person, du ikke kender, hva siger man? Jeg siger aldrig noget, finder altid et eller andet, at kigge på, som bevæger sig. Gad vide hvor lang tid der går før en kylling bliver til en høne....
Dengang på legepladsen i børnehaven, hvor man gravede huller ned til Kina, da var alting godt. Hvis man var flere og man kedede sig fandt man en "bestemmer", bestemmeren skulle bestemme hvad man skulle lave. Dengang man fandt andre børn, at lege med. Andre børn man ikke kendte, gik man hurtigt over til og spurgte dem om man ikke skulle lege. Hvor blev de tider af? Hvornår forsvandt de? Hvorfor holdte vi op med det? Den dag jeg har mod nok, vil jeg gå ud og snakke med vildtfremmede folk og spørge om de ikke vil være venner, hvad er det værste der kan ske?
Jeg indrømmer ærligt, at jeg savner min tid i børnehaven. Da jeg flyttede fra børnehaven over til fritidshjem savnede jeg børnehaven forfærdeligt. Det var lige som om man blev stor, ligepludselig skulle man lære tiden og begynde at gå i skole. Alting i børnehaven var dejligt, ingen tid, ingen travlhed. Bare leg. Der var ingen bekymringer, det gav nok også mod til, at man sagtens kunne gå hen til nogle andre og spørge om de ikke ville lege. Men det er vel ikke bekymringernes skyld, vi er holdt op med at spørge andre, om de vil lege. Det er skolen, og deres "hvad vi må og hvad vi ikke må"... ej... Jeg ved det ikke. Giv et bud........ Hvor blev vi af?
Dengang vi var yngre (ikke mindre, jeg er ik vokset meget siden dengang), der kunne vi sagtens snakke med vildtfremmede. Var det lettere dengang? I dag der bliver jeg overrasket hvergang en vildtfremmed vil snakke med mig uden grund, jeg bliver altid lidt mistænksom, for hvad er grunden til, at personen vil snakke med mig, helt uden grund? Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke engang få mig selv til, at snakke med en vildtfremmed. Ligesom når du står i en elevator, sammen med en person, du ikke kender, hva siger man? Jeg siger aldrig noget, finder altid et eller andet, at kigge på, som bevæger sig. Gad vide hvor lang tid der går før en kylling bliver til en høne....
Dengang på legepladsen i børnehaven, hvor man gravede huller ned til Kina, da var alting godt. Hvis man var flere og man kedede sig fandt man en "bestemmer", bestemmeren skulle bestemme hvad man skulle lave. Dengang man fandt andre børn, at lege med. Andre børn man ikke kendte, gik man hurtigt over til og spurgte dem om man ikke skulle lege. Hvor blev de tider af? Hvornår forsvandt de? Hvorfor holdte vi op med det? Den dag jeg har mod nok, vil jeg gå ud og snakke med vildtfremmede folk og spørge om de ikke vil være venner, hvad er det værste der kan ske?
Jeg indrømmer ærligt, at jeg savner min tid i børnehaven. Da jeg flyttede fra børnehaven over til fritidshjem savnede jeg børnehaven forfærdeligt. Det var lige som om man blev stor, ligepludselig skulle man lære tiden og begynde at gå i skole. Alting i børnehaven var dejligt, ingen tid, ingen travlhed. Bare leg. Der var ingen bekymringer, det gav nok også mod til, at man sagtens kunne gå hen til nogle andre og spørge om de ikke ville lege. Men det er vel ikke bekymringernes skyld, vi er holdt op med at spørge andre, om de vil lege. Det er skolen, og deres "hvad vi må og hvad vi ikke må"... ej... Jeg ved det ikke. Giv et bud........ Hvor blev vi af?
torsdag den 9. juni 2011
sjing sjang sjusk
Bim Bam Bum. Kender i det når man skal skynde sig, og alting bare kludrer i det? Forleden skulle jeg i banken, og jeg var nødt til at skynde mig, for jeg tror faktisk jeg var ved at komme for sent til mit møde. Jeg hader at komme forsent. Jeg synes det er respektløs overfor personen man har en aftale med, at komme forsent. Derfor kommer jeg aldrig forsent, synes jeg selv.
Hurtig ud af døren, tasken over skulderen, og jeg havde de vigtigste papirer med. På vej ned af trapperne, skynder jeg mig at knappe min jakke op, men det fungerer ikke helt. Jeg havde taget min jakke omvendt på , så det der er ude var inde. Eller det der var inde var ude. Æv, så måtte jeg stoppe og vende jakken den rigtige vej, dyrebare sekunder var ved at gå til spilde. Men i stedet for at blive irriteret over de spildte sekunder, var jeg glad for, at jeg faktisk opdagede, at jakken var vendt med vrangen ud inden jeg var nået gaden.
Det sker også nogle gange når man er ude og gå, at man er ved at falde over en lille forhindring, man ikke havde set. Min reaktion plejer at være "HOV", men ikke særlig højt. Disse situationer opstår når man har allermest travlt, og man ender nærmest som Fedtmule, for efter "hov´et" begynder ens mobil at ringe, og så dykker man ned i tasken, for at tage mobilen. Det ender også galt, for med mobilen, ryger også gamle kvitteringer og kort ud, lige midt på vejen. Jeg er holdt op med at kigge rundt omkring for at se om der er nogen der har set mig, for de hjælper mig alligevel ikke.
Det værste er nok, at skvatte midt ude på vejen. Det er da enhvers mareridt.. Sjing sjang sjusk... der ligger man så bare. DER ser jeg efter om der er nogen der har set mig. Men det er også forsigtigt. Jeg rejser mig op, og efter et par skridt kigger jeg mig bag skulderen, og når der ikke er nogen kan jeg ikke lade være med at grine af mig selv. Et grin der hopper ud og ind i maven, som bare glæder til til at bryde ud i et højt grin. Jeg holder det tilbage med små "hmm hmmm hmmm.."stille så ingen hører det. Selv i dag kan jeg grine af det.
Så hvis i idag trænger til at grine så tænk på sidst i skvattede udenfor, også selvom det er sommer.
Hurtig ud af døren, tasken over skulderen, og jeg havde de vigtigste papirer med. På vej ned af trapperne, skynder jeg mig at knappe min jakke op, men det fungerer ikke helt. Jeg havde taget min jakke omvendt på , så det der er ude var inde. Eller det der var inde var ude. Æv, så måtte jeg stoppe og vende jakken den rigtige vej, dyrebare sekunder var ved at gå til spilde. Men i stedet for at blive irriteret over de spildte sekunder, var jeg glad for, at jeg faktisk opdagede, at jakken var vendt med vrangen ud inden jeg var nået gaden.
Det sker også nogle gange når man er ude og gå, at man er ved at falde over en lille forhindring, man ikke havde set. Min reaktion plejer at være "HOV", men ikke særlig højt. Disse situationer opstår når man har allermest travlt, og man ender nærmest som Fedtmule, for efter "hov´et" begynder ens mobil at ringe, og så dykker man ned i tasken, for at tage mobilen. Det ender også galt, for med mobilen, ryger også gamle kvitteringer og kort ud, lige midt på vejen. Jeg er holdt op med at kigge rundt omkring for at se om der er nogen der har set mig, for de hjælper mig alligevel ikke.
Det værste er nok, at skvatte midt ude på vejen. Det er da enhvers mareridt.. Sjing sjang sjusk... der ligger man så bare. DER ser jeg efter om der er nogen der har set mig. Men det er også forsigtigt. Jeg rejser mig op, og efter et par skridt kigger jeg mig bag skulderen, og når der ikke er nogen kan jeg ikke lade være med at grine af mig selv. Et grin der hopper ud og ind i maven, som bare glæder til til at bryde ud i et højt grin. Jeg holder det tilbage med små "hmm hmmm hmmm.."stille så ingen hører det. Selv i dag kan jeg grine af det.
Så hvis i idag trænger til at grine så tænk på sidst i skvattede udenfor, også selvom det er sommer.
Giv lidt plads
Det sker af og til, jeg tager mig sammen og tager ud på nye eventyr. Et eventyr der kræver stor mod. At tage ud og snakke med fremmede. En decemberdag sidste år blev jeg sat på en opgave. En spændende opgave. Men også farlig. Jeg skulle ud og snakke med hjemløse i Nuuk. Jeg vidste de havde et værested, og jeg fik lov til at komme og besøge dem.
Det var egentlig hyggeligt at besøge dem. Jeg havde igen nogle forventninger om hvordan det ville være at besøge dem.Jeg siger det ligeud, men jeg forventede at, de sikkert lugtede, og at, de sikkert ikke ville snakke ordentligt med mig, det sikkert ville flyde med affald og skidt (jeg undskylder idag for de forventninger). Jeg skyder skylden på et besøg i blok P´s kælder engang i starten af min uddannelse. Et genhusningssted for folk der var blevet udsat. Det er ikke et syn nogen bør se, intet menneske burde leve sådan et sted, men det er en helt anden historie.
Det var egentlig ret hyggeligt at besøge de hjemløses værested, de var egentlig ikke så farlige som jeg havde gået og troet. De overfaldt mig ikke, men det var da ligefør.
Jeg er ikke særlig høj, og muskler har jeg ikke mange af, jeg ville være hjælpeløs hvis der skulle ske mig noget. Manden der stod havde tilsyn med værestedet var heller ikke særlig høj, og han lignede ikke en der kunne forsvare mig hvis der skulle ske mig noget. Det gjorde der heldigvis ikke.
Jeg sad og snakkede med tre mænd, der var hjemløse. De fortalte mig hvor frustrerende det var, at gå rundt ikke at vide hvor man i nat skulle sove. En mand sagde at, når han ikke havde fået en plads i herberget, så gik han rundt i byen hele natten. Manden var rigtig flink. Han havde en uddannelse, men bare ikke nogen bolig. En anden mand, fortalte mig at han havde været hjemløs i 10 år, det var frustrerende.
"Når man nu ikke har en bolig, er man så ikke fristet til at begå en eller anden forbrydelse, og så få en dom og havne på anstalten, så man i det midste har et sted at sove?" spurgte jeg ham.
"Jo", svarede han hurtigt. "Jeg har ofte tænkt på at slå en ihjel, så kunne jeg få en seng, mad hverdag, og penge, skal jeg slå dig ihjel?"
Det svar havde jeg ikke lige regnet med. Jeg grinte bare af ham og sagde at man ikke måtte slå mig ihjel, men indeni rystede jeg.
Her gik jeg og ville hjælpe de hjemløse og så fik jeg sådan et svar, jeg var vel egentlig selv udenom det, jeg kunne bare ha ladt være med at spørge sådan.
På trods af det, ser mit hjerte stadig på de hjemløse. Jeg ville ønske jeg kunne give dem et hjem, et sted hvor de kunne sove i fred og ro, et varmt hjem, en dyne og en madras. Alle de ting jeg selv har i mit hjem.
Hver nat når jeg skal sove tænker jeg på de hjemløse, og jeg ved jeg har det godt. Når det regner udenfor, er jeg glad for, at jeg ikke skal vandre rundt hele natten for at finde et sted at sove.
Hvis jeg bestemte ville jeg skaffe de hjemløse et sted at sove, og nej det er ikke deres skyld de er hjemløse. Der er faktisk flere hjemløse i Nuuk der har en uddannelse og går på arbejde hverdag, det er bare så pokkers svært at finde en bolig i Nuuk. Jeg overvejede faktisk at tilbyde dem en opvarmet stor cykelkælder, hvis det nu skulle knibe, men det var jeg nu ikke sikker på jeg måtte. Et eller andet måtte der gøres, men hvordan?
Jeg forstår ikke hvordan politikerne kan sove om natten, i deres fede lejligheder, huse, med dejlige senge og dyner.
Det var egentlig hyggeligt at besøge dem. Jeg havde igen nogle forventninger om hvordan det ville være at besøge dem.Jeg siger det ligeud, men jeg forventede at, de sikkert lugtede, og at, de sikkert ikke ville snakke ordentligt med mig, det sikkert ville flyde med affald og skidt (jeg undskylder idag for de forventninger). Jeg skyder skylden på et besøg i blok P´s kælder engang i starten af min uddannelse. Et genhusningssted for folk der var blevet udsat. Det er ikke et syn nogen bør se, intet menneske burde leve sådan et sted, men det er en helt anden historie.
Det var egentlig ret hyggeligt at besøge de hjemløses værested, de var egentlig ikke så farlige som jeg havde gået og troet. De overfaldt mig ikke, men det var da ligefør.
Jeg er ikke særlig høj, og muskler har jeg ikke mange af, jeg ville være hjælpeløs hvis der skulle ske mig noget. Manden der stod havde tilsyn med værestedet var heller ikke særlig høj, og han lignede ikke en der kunne forsvare mig hvis der skulle ske mig noget. Det gjorde der heldigvis ikke.
Jeg sad og snakkede med tre mænd, der var hjemløse. De fortalte mig hvor frustrerende det var, at gå rundt ikke at vide hvor man i nat skulle sove. En mand sagde at, når han ikke havde fået en plads i herberget, så gik han rundt i byen hele natten. Manden var rigtig flink. Han havde en uddannelse, men bare ikke nogen bolig. En anden mand, fortalte mig at han havde været hjemløs i 10 år, det var frustrerende.
"Når man nu ikke har en bolig, er man så ikke fristet til at begå en eller anden forbrydelse, og så få en dom og havne på anstalten, så man i det midste har et sted at sove?" spurgte jeg ham.
"Jo", svarede han hurtigt. "Jeg har ofte tænkt på at slå en ihjel, så kunne jeg få en seng, mad hverdag, og penge, skal jeg slå dig ihjel?"
Det svar havde jeg ikke lige regnet med. Jeg grinte bare af ham og sagde at man ikke måtte slå mig ihjel, men indeni rystede jeg.
Her gik jeg og ville hjælpe de hjemløse og så fik jeg sådan et svar, jeg var vel egentlig selv udenom det, jeg kunne bare ha ladt være med at spørge sådan.
På trods af det, ser mit hjerte stadig på de hjemløse. Jeg ville ønske jeg kunne give dem et hjem, et sted hvor de kunne sove i fred og ro, et varmt hjem, en dyne og en madras. Alle de ting jeg selv har i mit hjem.
Hver nat når jeg skal sove tænker jeg på de hjemløse, og jeg ved jeg har det godt. Når det regner udenfor, er jeg glad for, at jeg ikke skal vandre rundt hele natten for at finde et sted at sove.
Hvis jeg bestemte ville jeg skaffe de hjemløse et sted at sove, og nej det er ikke deres skyld de er hjemløse. Der er faktisk flere hjemløse i Nuuk der har en uddannelse og går på arbejde hverdag, det er bare så pokkers svært at finde en bolig i Nuuk. Jeg overvejede faktisk at tilbyde dem en opvarmet stor cykelkælder, hvis det nu skulle knibe, men det var jeg nu ikke sikker på jeg måtte. Et eller andet måtte der gøres, men hvordan?
Jeg forstår ikke hvordan politikerne kan sove om natten, i deres fede lejligheder, huse, med dejlige senge og dyner.
onsdag den 8. juni 2011
A lesson learned
Jeg skød engang en måge.
Mågen levede et stille liv.. stille og stille, den levede blandt mange andre måger, og måger larmer, så helt stille var det nok ikke. Mågen var tilfreds med sit liv. Mågen der levede blandt mange andre måger havde tidligt lært at holde sig fra lufthavne. Ifølge mågeloven må man ikke opholde sig nær lufthavne, og den lov fulgte denne måge også. Det var den sikre død at opholde sig nær en lufthavn.
En dag var jeg ude og lege sammen med min allerbedste legekammerat. Vi legede med luftpistoler (eller hvad det nu er det hedder) Det var ikke sådan at vi skød efter tomme flasker, næh vi var ægte jægere, der skulle jage vildt. Og det eneste vildt der vi kunne se, var lige for øjnene af os. Havet var nærmest mågernes New York, det vrimlede med dem. Dem ville vi skyde efter, vi skulle nok lade være med at ramme dem. Så på ægte mest professionelle vis lagde vi os på lur og begyndte at skyde efter de travle måger. Vi ramte ikke, vi skabte bare lidt kaos blandt dem.
Mågen der levede det stille liv blandt de andre travle måger, sejlede stille og roligt i havet, den trængte nok til at hvile sine vinger, mens den svømmede rundt og betragtede alle sine travle medmåger, knaldede det pludselig, eller det knaldede ik, men det gav et puff, og den var ikke engang nær en lufthavn.
Det var min tur til at skyde, og jeg sigtede, og tænkte, at den måge skal nok nå at flyve væk (jeg ved egentlig ikke hvad jeg tænkte, det er mange år siden) og puff!!
Mågens hoved sank straks ned i vandet, men kroppen blev oppe. Det så ud som om den kiggede efter fisk dernede. den var død. Jeg havde skudt en måge!
Siden har jeg ikke slået et dyr ihjel, mest fordi jeg glad og stolt fortalte min mor at jeg havde skudt en måge. Hendes reaktion havde jeg dog ikke regnet med. Hun spurgte mig hvorfor jeg havde skudt en måge, og jeg sagde bare, at der jo var så mange af dem, så det gjorde vel ikke noget. Men så sagde hun at, der jo også var mange mennesker, "skyder man så også dem?" Så kunne jeg egentlig godt se den var gal.
Jeg skal aldrig mere slå et dyr ihjel, medmindre det er et insekt, eller nej, jeg tør ikke engang at slå et insekt ihjel, for jeg er, på det område også en kylling.
Mågen levede et stille liv.. stille og stille, den levede blandt mange andre måger, og måger larmer, så helt stille var det nok ikke. Mågen var tilfreds med sit liv. Mågen der levede blandt mange andre måger havde tidligt lært at holde sig fra lufthavne. Ifølge mågeloven må man ikke opholde sig nær lufthavne, og den lov fulgte denne måge også. Det var den sikre død at opholde sig nær en lufthavn.
En dag var jeg ude og lege sammen med min allerbedste legekammerat. Vi legede med luftpistoler (eller hvad det nu er det hedder) Det var ikke sådan at vi skød efter tomme flasker, næh vi var ægte jægere, der skulle jage vildt. Og det eneste vildt der vi kunne se, var lige for øjnene af os. Havet var nærmest mågernes New York, det vrimlede med dem. Dem ville vi skyde efter, vi skulle nok lade være med at ramme dem. Så på ægte mest professionelle vis lagde vi os på lur og begyndte at skyde efter de travle måger. Vi ramte ikke, vi skabte bare lidt kaos blandt dem.
Mågen der levede det stille liv blandt de andre travle måger, sejlede stille og roligt i havet, den trængte nok til at hvile sine vinger, mens den svømmede rundt og betragtede alle sine travle medmåger, knaldede det pludselig, eller det knaldede ik, men det gav et puff, og den var ikke engang nær en lufthavn.
Det var min tur til at skyde, og jeg sigtede, og tænkte, at den måge skal nok nå at flyve væk (jeg ved egentlig ikke hvad jeg tænkte, det er mange år siden) og puff!!
Mågens hoved sank straks ned i vandet, men kroppen blev oppe. Det så ud som om den kiggede efter fisk dernede. den var død. Jeg havde skudt en måge!
Siden har jeg ikke slået et dyr ihjel, mest fordi jeg glad og stolt fortalte min mor at jeg havde skudt en måge. Hendes reaktion havde jeg dog ikke regnet med. Hun spurgte mig hvorfor jeg havde skudt en måge, og jeg sagde bare, at der jo var så mange af dem, så det gjorde vel ikke noget. Men så sagde hun at, der jo også var mange mennesker, "skyder man så også dem?" Så kunne jeg egentlig godt se den var gal.
Jeg skal aldrig mere slå et dyr ihjel, medmindre det er et insekt, eller nej, jeg tør ikke engang at slå et insekt ihjel, for jeg er, på det område også en kylling.
En gang skal jo være den første
I flere år har jeg hørt om den berømte flaske. En brun ikke særlig lækker flaske, jeg synes ikke den er særlig indbydende, og jeg har da også holdt mig fra den hele mit liv, på trods af den popularitet.
Jeg har egentlig ikke lagt mærke til den. Folk har ikke gået og snakket om den, sådan til hverdag. Den skal nydes afkølet, eller varm, står der på flasken.
Er den egentlig så populær som jeg går og tror? Eller er det bare mig der går og tror den er helt vild populær, bare fordi jeg har hørt en person sige at den er go? Tænk hvis den er vildt upopulær? Jeg ved nu ikke.
Nå, men igår fik jeg den prøvet, jeg var ikke meget for den. Flasken var tung, hvorfor bruger de ikke en plastikflaske? Små børn kan da ikke holde på sådan en flaske, så den er nok ikke for børn. Nå det er nok en del af charmen, flasken skal vel også ha lidt ik?
Den brune substans nåede min tunge, og det var ikke en "I feel good" smag. Jeg havde nok forventninger om at det smagte dårligt, eller at det ville minde om noget jeg havde smagt før. Det gjorde det også, men med en smag af skuffelse, for det smagte slet ikke som jeg havde troet. En væske der ligesom blev til pulver da den nåede min mund, det havde jeg godt nok ikke regnet med, og det fortsatte til min hals. Jeg kunne ligeså godt ha´spist en softice (sofdice, som man siger)med kakaopulver. Men det man smager først er vel bedst ikke?
Undskyld Cocio, men du faldt ikke i min smag, du og jeg bliver aldrig venner.
Jeg holder mig fra nu af til Mathilde, den ved man da hva smager af.
Man bliver vel egentlig altid lidt skuffet når man første gang smager noget, for hvilke forventninger har man egentlig. Forventninger er noget af det værste der findes. Forventninger forhindrer overraskelsen i at blive en overraskelse. Tænk hvis nu jeg havde fået Cocio i et glas, uden at vide det var Cocio, så havde jeg nok ikke tænkt over hvilken slags kakaomælk jeg drak, jeg ville ikke ha haft nogle forventninger, og jeg ville nok være blevet overrasket over smagen. Æv! Tænk over det næste gang i skal give en person noget de aldrig før har smagt, eller noget de ikke vil spise fordi de ved at det smager dårligt, selvom det aldrig før er blevet smagt.
Jeg kan ved første øjekast se om det er noget der smager godt eller dårligt, ikke en god evne at ha, skal jeg lige hilse og sige.
Jeg har egentlig ikke lagt mærke til den. Folk har ikke gået og snakket om den, sådan til hverdag. Den skal nydes afkølet, eller varm, står der på flasken.
Er den egentlig så populær som jeg går og tror? Eller er det bare mig der går og tror den er helt vild populær, bare fordi jeg har hørt en person sige at den er go? Tænk hvis den er vildt upopulær? Jeg ved nu ikke.
Nå, men igår fik jeg den prøvet, jeg var ikke meget for den. Flasken var tung, hvorfor bruger de ikke en plastikflaske? Små børn kan da ikke holde på sådan en flaske, så den er nok ikke for børn. Nå det er nok en del af charmen, flasken skal vel også ha lidt ik?
Den brune substans nåede min tunge, og det var ikke en "I feel good" smag. Jeg havde nok forventninger om at det smagte dårligt, eller at det ville minde om noget jeg havde smagt før. Det gjorde det også, men med en smag af skuffelse, for det smagte slet ikke som jeg havde troet. En væske der ligesom blev til pulver da den nåede min mund, det havde jeg godt nok ikke regnet med, og det fortsatte til min hals. Jeg kunne ligeså godt ha´spist en softice (sofdice, som man siger)med kakaopulver. Men det man smager først er vel bedst ikke?
Undskyld Cocio, men du faldt ikke i min smag, du og jeg bliver aldrig venner.
Jeg holder mig fra nu af til Mathilde, den ved man da hva smager af.
Man bliver vel egentlig altid lidt skuffet når man første gang smager noget, for hvilke forventninger har man egentlig. Forventninger er noget af det værste der findes. Forventninger forhindrer overraskelsen i at blive en overraskelse. Tænk hvis nu jeg havde fået Cocio i et glas, uden at vide det var Cocio, så havde jeg nok ikke tænkt over hvilken slags kakaomælk jeg drak, jeg ville ikke ha haft nogle forventninger, og jeg ville nok være blevet overrasket over smagen. Æv! Tænk over det næste gang i skal give en person noget de aldrig før har smagt, eller noget de ikke vil spise fordi de ved at det smager dårligt, selvom det aldrig før er blevet smagt.
Jeg kan ved første øjekast se om det er noget der smager godt eller dårligt, ikke en god evne at ha, skal jeg lige hilse og sige.
tirsdag den 7. juni 2011
tænke tanke tungt
Der sker nogle gange, men ofte, faktisk meget af min tid går på at tænke. Tænke tænke tænke... hele tiden. Døgnets 24 timer, på lige nær der hvor ens hjerne sover, altså det punkt der hvor man sover så dybt, at det faktisk er det tætteste vi kommer på døden. Lidt uhyggeligt ikke? Det sker hver nat, at vi er så tæt på. Jeg burde hver morgen vågne op med et smil og sige "Yes! jeg klarede det!" Men det gør jeg af en eller anden årsag ikke. Ikke fordi det er en dårlig morgen eller noget, men man smiler jo ik, når man gerne vil sove bare fem minutter længere. Hvem smiler når vækkeuret ringer? (vækkeuret findes ikke længere, nu er den indbygget i mobilen). Gad godt at møde en person der smiler, hver gang alarmen ringer. Det må da være verdens lykkeligste person.
Danmark skulle være verdens lykkeligste land. Men det passer ikke, har jeg hørt. De er bare tilfredse.. "bare tilfredse" det lyder så ligeglad. Men hvis man er ligeglad, så er man vel også tilfreds med sin tilværelse?
Min egen tid går med at tænke, jeg ved ikke hvad jeg tænker på, man kan vel sige, at tankerne er klatter, vandfarve klatter, og de forsvinder lige så hurtigt som de kommer, heldigvis kan man vel sige, for ellers ville mit hoved være sprængt for længst.
Når man så går den tur der, med en masse tanker i hovedet, sker det ofte (især for mig) at ansigtet følger med tankerne. Kender i det? Den ene øjeblik ser ansigtet undrene ud, andre gange smiler det. Jeg har bare ikke lagt mærke til det hos andre. Kun hos mig selv. Folk ser for det meste alvorlige ud, det er utroligt så mange alvorlige mennesker der er i Danmark, på trods af, at det er verdens lykkeligste folk.
Tror jeg vil gå ud og efterforske folks ansigter, bare for nysgerrighedens skyld, og smile hvis kyllingen tør.
Danmark skulle være verdens lykkeligste land. Men det passer ikke, har jeg hørt. De er bare tilfredse.. "bare tilfredse" det lyder så ligeglad. Men hvis man er ligeglad, så er man vel også tilfreds med sin tilværelse?
Min egen tid går med at tænke, jeg ved ikke hvad jeg tænker på, man kan vel sige, at tankerne er klatter, vandfarve klatter, og de forsvinder lige så hurtigt som de kommer, heldigvis kan man vel sige, for ellers ville mit hoved være sprængt for længst.
Når man så går den tur der, med en masse tanker i hovedet, sker det ofte (især for mig) at ansigtet følger med tankerne. Kender i det? Den ene øjeblik ser ansigtet undrene ud, andre gange smiler det. Jeg har bare ikke lagt mærke til det hos andre. Kun hos mig selv. Folk ser for det meste alvorlige ud, det er utroligt så mange alvorlige mennesker der er i Danmark, på trods af, at det er verdens lykkeligste folk.
Tror jeg vil gå ud og efterforske folks ansigter, bare for nysgerrighedens skyld, og smile hvis kyllingen tør.
Kender du det..?
Når du om morgenen vågner og bare har en bestemt sang i hovedet? Sangen kører i hovedet hele dagen.. ej okay måske omkring middagstid er den ude igen. Men tænker du på sangen når du om aftenen lukker dine øjne i? Jeg gør ik, og jeg havde heller ikke nogen sang i hovedet i morges da jeg vågnede, ærgerligt nok. En god sang i hovedet får ellers ens dag til at stråle af solskin. Hvis sangen da er god.
Det værste er når man har en sang i hovedet, som man har fra en eller anden reklame, og man ikke kan huske hvilken reklame.
Grønland burde have reklamer, reklamer i TV, med små irriterende grønlandske melodier, man kunne vågne op i hovedet med. Så ville (hvis man ligesom mig får sange i hovedet, og danser til dem indtil middagstid) folk gå rundt og danse indtil middagstid. Det ville være et sjovt syn. Hvis man da ellers gik rundt og små dansede i fuld offentlighed. Men det er der nok ingen der gør, men tænk hvis....
Så ville de fleste måske gå rundt med et lille smil.
Har du prøvet at smile til en fremmed i dag? Jeg har!!! Og jeg snakkede endda med personen, men det har jeg nok glemt i morgen. Egentlig tør jeg slet ikke smile til en fremmed, hvad hvis de ikke smiler tilbage? Derfor har jeg lagt en taktik hehe.. Jeg smiler til personen, men kigger ikke personen i øjnene. Jeg er totalt kylling, men måske man skulle prøve?
Igår stod jeg ved kasse 1, i supermarkedet. En glad mand stod foran mig og snakkede med kassedamen. Hun spurgte ham hvordan han havde det, og han klagede højlydt ..." åååh jeg har været på hospitalet, du ved hæmorider, det gør så ondt", kassedamen så lidt overrasket ud, men svarede hurtigt, "Nå!!! det er da også noget værre noget".
Her stod jeg ved kasse 1, og vidste ikke om jeg skulle lade som ingenting eller ligne en der lyttede til hvad de snakkede om (hvilket alligevel ikke kunne undgås), så jeg smilede bare, ned på gulvet.
jep, jeg er en kylling, måske en kylling fra et tidligere liv.
Det værste er når man har en sang i hovedet, som man har fra en eller anden reklame, og man ikke kan huske hvilken reklame.
Grønland burde have reklamer, reklamer i TV, med små irriterende grønlandske melodier, man kunne vågne op i hovedet med. Så ville (hvis man ligesom mig får sange i hovedet, og danser til dem indtil middagstid) folk gå rundt og danse indtil middagstid. Det ville være et sjovt syn. Hvis man da ellers gik rundt og små dansede i fuld offentlighed. Men det er der nok ingen der gør, men tænk hvis....
Så ville de fleste måske gå rundt med et lille smil.
Har du prøvet at smile til en fremmed i dag? Jeg har!!! Og jeg snakkede endda med personen, men det har jeg nok glemt i morgen. Egentlig tør jeg slet ikke smile til en fremmed, hvad hvis de ikke smiler tilbage? Derfor har jeg lagt en taktik hehe.. Jeg smiler til personen, men kigger ikke personen i øjnene. Jeg er totalt kylling, men måske man skulle prøve?
Igår stod jeg ved kasse 1, i supermarkedet. En glad mand stod foran mig og snakkede med kassedamen. Hun spurgte ham hvordan han havde det, og han klagede højlydt ..." åååh jeg har været på hospitalet, du ved hæmorider, det gør så ondt", kassedamen så lidt overrasket ud, men svarede hurtigt, "Nå!!! det er da også noget værre noget".
Her stod jeg ved kasse 1, og vidste ikke om jeg skulle lade som ingenting eller ligne en der lyttede til hvad de snakkede om (hvilket alligevel ikke kunne undgås), så jeg smilede bare, ned på gulvet.
jep, jeg er en kylling, måske en kylling fra et tidligere liv.
Vidste du...?
Vidste du, at den stærkeste muskel i kroppen er tungen?
Næh det vidste jeg ikke, og jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg bør vide det. Jeg tænker jo egentlig ikke over det når jeg snakker. Men hvad kan jeg bruge denne ubrugelige viden til? Ingenting, men tænk at der findes mennesker der bruger tid på at finde ud af hvilken muskel der er den stærkeste.
Nå, men nok om ubrugelig viden.
Tilbage til min blog!
Det her er bare en prøve, skal lige se om jeg er produktiv nok til at holde en blog kørende. Bloggen vil ikke indeholde noget bestemt. Men om alt muligt. Og lad vær med at tænk på mine kommaer, jeg hader kommaer, og jeg sætter dem hvor jeg vil, og når jeg synes der er brug for et komma.
Det kunne være sjovt at se om der kom nogle kommentarer på denne blog. Ris eller ros værsgo, men helst ros hehe, ej pyt der må også godt være lidt ris, men forvent ikke, at jeg går ind og kommenterer det. Jeg håber bare at læsere af denne blog, vil blive underholdt og måske får noget at tænke over, eller bare et eller andet.
Hyg jer og fortsat god dag
Næh det vidste jeg ikke, og jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg bør vide det. Jeg tænker jo egentlig ikke over det når jeg snakker. Men hvad kan jeg bruge denne ubrugelige viden til? Ingenting, men tænk at der findes mennesker der bruger tid på at finde ud af hvilken muskel der er den stærkeste.
Nå, men nok om ubrugelig viden.
Tilbage til min blog!
Det her er bare en prøve, skal lige se om jeg er produktiv nok til at holde en blog kørende. Bloggen vil ikke indeholde noget bestemt. Men om alt muligt. Og lad vær med at tænk på mine kommaer, jeg hader kommaer, og jeg sætter dem hvor jeg vil, og når jeg synes der er brug for et komma.
Det kunne være sjovt at se om der kom nogle kommentarer på denne blog. Ris eller ros værsgo, men helst ros hehe, ej pyt der må også godt være lidt ris, men forvent ikke, at jeg går ind og kommenterer det. Jeg håber bare at læsere af denne blog, vil blive underholdt og måske får noget at tænke over, eller bare et eller andet.
Hyg jer og fortsat god dag
Abonner på:
Opslag (Atom)