Hvor blev vi af?

Igår gik jeg forbi to små drenge, der legede på fortovet. De var højst 5 år. Den ene lille dreng stoppede op og sagde "hej", jeg kiggede lidt overrasket på ham, og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle svare, men jeg gav ham et "hej" tilbage og gik videre. Lidt underligt, hvorfor skulle han hilse på mig? Jeg havde jo aldrig mødt drengen før. Jeg tænkte lidt på, om det var fordi jeg måske lignede en fra hans børnehave, han hilste på mig.

Dengang vi var yngre (ikke mindre, jeg er ik vokset meget siden dengang), der kunne vi sagtens snakke med vildtfremmede. Var det lettere dengang? I dag der bliver jeg overrasket hvergang en vildtfremmed vil snakke med mig uden grund, jeg bliver altid lidt mistænksom, for hvad er grunden til, at personen vil snakke med mig, helt uden grund? Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke engang få mig selv til, at snakke med en vildtfremmed. Ligesom når du står i en elevator, sammen med en person, du ikke kender, hva siger man? Jeg siger aldrig noget, finder altid et eller andet, at kigge på, som bevæger sig. Gad vide hvor lang tid der går før en kylling bliver til en høne....

Dengang på legepladsen i børnehaven, hvor man gravede huller ned til Kina, da var alting godt. Hvis man var flere og man kedede sig fandt man en "bestemmer", bestemmeren skulle bestemme hvad man skulle lave. Dengang man fandt andre børn, at lege med. Andre børn man ikke kendte, gik man hurtigt over til og spurgte dem om man ikke skulle lege. Hvor blev de tider af? Hvornår forsvandt de? Hvorfor holdte vi op med det? Den dag jeg har mod nok, vil jeg gå ud og snakke med vildtfremmede folk og spørge om de ikke vil være venner, hvad er det værste der kan ske?

Jeg indrømmer ærligt, at jeg savner min tid i børnehaven. Da jeg flyttede fra børnehaven over til fritidshjem savnede jeg børnehaven forfærdeligt. Det var lige som om man blev stor, ligepludselig skulle man lære tiden og begynde at gå i skole. Alting i børnehaven var dejligt, ingen tid, ingen travlhed. Bare leg. Der var ingen bekymringer, det gav nok også mod til, at man sagtens kunne gå hen til nogle andre og spørge om de ikke ville lege. Men det er vel ikke bekymringernes skyld, vi er holdt op med at spørge andre, om de vil lege. Det er skolen, og deres "hvad vi må og hvad vi ikke må"... ej... Jeg ved det ikke. Giv et bud........ Hvor blev vi af?