Jeg var helt alene

Der var kun gået en uge.
En uge på den nye skole jeg lige var startet på. Jeg havde lige lært den rute jeg skulle tage for at komme til mine timer. Min første time hver dag, i alle ugens hverdage, begyndte med historie.
Når den time var slut havde jeg fem minutter til at komme over til den næste time, jeg havde fem minutter med 2000 andre elever der også skulle frem til deres næste time.
De fem minutter var ret hektiske, folk havde travlt på trapperne og gangene, der var råb, grin og snak. Her skulle man være opmærksom, for ikke at bumpe ind i nogen. Fem minutter, og så var alt stille, alle var inde i deres klasseværelser.

Jeg befandt mig i min anden time, engelsk, havde en ung engelsk lærer. Hun var flink nok. Men hun kunne ikke rigtig styre klassen, så der var larm  da timen begyndte. Hun havde ikke tid til at få eleverne til at tie stille, hun talte i telefon. DA vi havde sat os ned, lagde hun telefonen, og gik hen til sit bord, hvorefter, på trods af larmen, sagde at et fly i New York var styrtet, hun havde lige talt med sin veninde, der befandt sig i New York.

Hun mente det var bedst vi startede timen med et minuts stilhed. Det gjorde vi, og så fortsatte timen ellers.
Efter 50 minutters engelsk, havde jeg igen fem minutter til at møvre mig igennem en masse mennesker og nå hen til min biologi klasse.
Min biologi lærer var en sej lærer, hun havde styr på klassen, og eleverne respekterede hende, endnu en hård time i vente (havde fået besked på at vi en dag skulle dissekere en kat!) Håbede ikke det blev i dag.

Det gjorde det ikke, biologilæreren stod foran et fjernsyn og fulgte med. Vi satte os bare ned på vores pladser, og så med. Der var ikke nogen der sagde noget, vi sad bare og så på en bygning, der var fyldt med sort røg.
Jeg anede ikke hvad der foregik, og der var heller ingen der sagde noget, så jeg ville ikke spørge, stemningen virkede heller ikke særlig god. Havde stadig ikke lært nok engelsk til at kunne forstå den hurtige snak på tv.
Halvejs inde i timen, så vi en flyver flyve direkte ind i det andet tårn, vi sad og så det live! Det var noget der skete ligenu! Der blev jeg bange, og alle i  klassen blev forskrækket, ingen sagde noget. Det var som om enhver levede i sin egen verden. Hjernerne spekulerede, uden at sige et ord, "hvad sker der"?

Det ringede ud, der var stadig ingen der sagde noget, fem minutters travlhed, var erstattet med stilhed, af alle de mennesker der gik på gangene var der ingen der sagde noget. Jeg forstod stadig ikke hvad det var der foregik.

Jeg var i USA, er det sådan noget der plejer at ske i USA? Er det ligesom på film, alt det jeg havde set indtil videre var jo ligesom på film. Var sådanne katastrofer også noget der plejede at ske? Jeg anede intet. I min frokostpause, sad jeg og lyttede til de andre, jeg knap nok havde lært at kende. Der var masser af snak i cafeteriet, og det var svært at lytte til alt hvad der blev sagt, men en ting stod klart, der var ingen der vidste hvorfor det var sket, og hvem der stod bag det.

Fra et larmende cafeteria, tog jeg til den næste time, det var matematik, det var ikke meget matematik vi lærte den dag, læreren sagde ingenting, og mine klassekammerater sagde heller ingenting. Vi sad alle igen og så hvad der skete i fjernsynet. Vi hørte at hele byen var lukket, alle var blevet sendt hjem. Kan huske at der var en elev der sagde, "der skal en atombombe ulykke til at lukke denne skole", for mens alt omkring os lukkede, skulle vi fortsat blive på skolen.

Da min skoledag var slut, gik jeg hjem, lige så stille, tænkte over hvad der var sket, hvor stort det var, om det var alvorligt, vidste man hvad der foregik hjemme i Grønland? Jeg tænkte det nok var bedst at ringe hjem og høre om de havde hørt om det hjemme i Grønland. Bare sådan for at se, hvor stort det her egentlig var, for jeg syntes godt nok det var uhyggeligt, uden rigtigt at vide hvad der egentlig skete.

Der var ikke en bil på vejen, da jeg gik hjem, det var dejligt vejr, solen skinnede, der var kun en lyd af træer, alt var så stille, så underligt stille.

Min plejemor kom kørende, og stoppede. hun bad mig om at sætte mig ind i bilen, andet blev der ikke sagt, jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, vi kørte bare hjem i stilhed.

Et fjernsyn blev stillet op på spisebordet, og så foregik dagen ellers som normalt, bare uden et ord. Indtil jeg spurgte om det var i orden jeg ringede hjem. Det fik jeg lov til, men jeg kom aldrig igennem. Alle linjer var optaget, jeg blev desperat, for hvis mine forældre havde set hvad der var sket i fjernsynet, så blev jeg da nødt til at ringe og sige at jeg havde det godt. Og så lige spørge min far hvad det var der egentlig skete her i landet.

Jeg var kun 16, og jeg følte mig utrolig alene i verden, hvad var det for et uhyggeligt sted jeg var kommet til, var det normalt? De samme tanker kørte hele dagen, indtil jeg skulle sove.

Næste dag kørte fjernsynet stadig på spisebordet, morgenmaden blev spist, og madpakken lagt i tasken. Jeg havde en fodboldkamp efter skole, så jeg fik ekstra mad og drikke med.

Fik min store madpakke i mit skab, og mit fodboldtøj. Så gik dagen, som den gjorde hverdag. Indtil sidste time, hvor jeg havde billedkunst. Over højtaleren gav vores rektor os en meddelse. "Dette er en brandøvelse, i skal langsomt finde den nærmeste udgang og gå ud" Nårh ja en brand øvelse, så fik vi måske tidligere fri. Alle 2000 elever stod nu udenfor, brandvæsenet ankom, politiet ankom, og så fik jeg igen bekræftet min "USA lever de ligesom på film"-teori, for der kom også et swat team. Nu begyndte politiet at flytte os over på den anden side af vejen. Alle skulle væk fra skolen. Jeg begyndte at lede efter nogen jeg kendte, og fandt en jeg spillede fodbold sammen med, der sad i skyggen af et træ. Hun var ret irriteret da jeg spurgte hende hvad der foregik. Hun slyngede bare ordene ud som noget ligegyldigt, "der er en bombe på skolen, og nu prøver de bare at finde den"

Jeg ved ikke hvilken dag jeg var mest bange, den 11. september eller den 12. september.

Min stemme

"Hvis ikke vi stemmer, kan vi heller ikke brokke os" hørte jeg en hjemløs mand sige på TV.
Hvor tit brokker vi os over politikerne?
Skatten er for høj, skolevæsenet er for dårligt, der er for få pædagoger i børnehaverne,sygehusene fungerer dårligt, studiestøtten er for lav, huslejepriserne er for høje, pensionen er for lav, boligpriserne er for høje, skimmelsvamp over det hele (hvilket jeg ikke kan forstå, klimaet i Grønland er så tørt)... bla bla bla og jeg kunne blive ved. Nå, nu er vi igang med et folketingsvalg

Har ikke fulgt så meget med i den grønlandske valgdebat, kun på nettet, skal jo følge med i to valgkampe, en i Danmark og en i Grønland. Hvor mange ved ikke hvad der foregår i folketinget, Jeg ved ikke hvad de går og laver i folketinget, jeg ved ikke hvor stor en indflydelse de, folketingspolitikere der bliver valgt ind, har. Kunne de ikke, når de er blevet valgt ind, lave en ugentlig rapport over hvad de har opnået? Hvis det er for besværligt, så lav en rapport om måneden. Synes godt de kunne tage og bruge lidt tid på at lave sådan en rapport, det er jo trods alt befolkningen der har sørget for at de kom ind på den plads. Noget for noget, ikke?

Stem for pokker stem, og hold fast i det de har lovet jer, hold øje med om det de har lovet jer bliver holdt.

Jeg vil lave en liste, når valget er slut. En liste over de ting den folkevalgte har lovet under valgkampen. Til slut vil jeg se om det der er blevet lover er blevet holdt. Gør det samme hvis den du har stemt på er blevet valgt ind.

Ja, sådan...

Til dem der er ligeglade med politik og valg, tag og følg med, det er det rene cirkus, mega spændende at følge med i. Det er ikke bare snak, det er for din skyld de snakker, så hør på hvad det er de snakker om, for i sidste ende er det dig det går ud over.